Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

11 mar 2022

Grønlands Landsret

6 måneders anbringelse for blufærdighedskrænkelse af et barn - K 156/20

En 53-årig mand blev af Qaasuitsoq Kredsret idømt 6 måneders anstaltsanbringelse for blufærdighedskrænkelse af en pige, som var mellem 10 og 13-år gammel, da krænkelserne skete.

Den 53 årige mand blev dømt for at have befølt pigen på brysterne og ballerne, både inden for og uden på tøjet flere gange om måneden i perioden fra juni 2015 til december 2018.

Manden blev desuden dømt til at betale pigen en godtgørelse for tort på 20.000 kr.

Kredsrettens dom blev anket af den 53 årige mand med påstand om frifindelse.

Landsrettens resultat

Landsretten var enig med kredsretten i, at det efter pigens forklaring måtte anses for bevist, at den 53 årige mand skulle dømmes for blufærdighedskrænkelse. Pigen havde troværdigt forklaret, at manden adskillige gange havde befølt hende på brysterne og i området omkring ballerne og hofterne. Befølingerne skete både uden på tøjet og under tøjet og fortrinsvist i sengen om natten.

Landsretten var også enig med kredsretten i, at manden skulle idømmes 6 måneders anstaltsanbringelse. Landsretten lagde især vægt på, at der var tale om adskillige blufærdighedskrænkelser i en periode på omkring 3 år, hvor pigen var fra 10 til 13 år gammel. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte boede sammen med pigens mor og derfor var en person, som pigen burde kunne vise tillid, og som burde have beskyttet og vist omsorg for pigen.

Landsretten stadfæstede også kredsrettens afgørelse om tortgodtgørelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Grønlands Landsret den 11. november 2020

Sagsnummer: K 156/20

Domme med forklaringer