Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

19 jan. 2026

Vestre Landsret

Frifindelse for manddrab

En nu 35-årig mand er blevet frifundet i en nævningesag om drab.

Landsretten har den 19. januar 2026 afsagt dom i en ankesag vedrørende en knivepisode i april 2024 i en ejendom i Frederikshavn. Den tiltalte var tiltalt for manddrab efter straffelovens § 237 ved at have stukket den forurettede i brystet med en kniv, hvorved den forurettede pådrog sig en dyb stiklæsion og med læsioner på bl.a. hjertet og venstre lunge, alt hvorved den forurettede afgik ved døden.

Den tiltalte havde nægtet sig skyldig bl.a. med henvisning til, at der forelå nødværge.

Ved byrettens dom blev tiltalte fundet skyldig efter tiltalen, idet byretten fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til at begå drab, og at tiltalte ikke kunne påberåbe sig nødværge. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 12 år, idet der dog var et mindretal, der ville fastsætte straffen til fængsel i 8 år, idet disse voterende lagde vægt på, at forurettede selv var i besiddelse af kniv, da han blev tilføjet knivstikket af tiltalte.

Samtlige nævninger og dommere i landsretten frifandt tiltalte for straf. Det blev anset for bevist, at tiltalte havde stukket den forurettede med kniven, men at det ikke var bevist, at tiltalte havde forsæt til, at den forurettede ville dø som følge af knivstikket. Der fandtes endvidere ikke fornødent grundlag for at afvise, at der forelå en nødværgesituation, idet det efter bevisførelsen ikke kunne afvises, at tiltalte i situationen var blevet angrebet af den forurettede, der selv havde en kniv.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-0426-25, 2. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.