18 sep. 2025
Vestre Landsret
Dom i nævningesag om drab på shelterplads ved Vadum
En nu 46-årig mand er i dag ved et nævningeting i Vestre Landsret i Aalborg fundet skyldig i drab ved bl.a. at have stukket en 58-årig mand med flere knivstik i halsen og et stik i låret.
Drabet fandt sted på en shelterplads i Vadum fredag den 4. august 2023. De to mænd kendte hinanden og havde begge overnattet på shelterpladsen.
8 nævninger og 3 dommere fandt tiltalte skyldig i drab, mens 1 nævning stemte for at frifinde tiltalte for drab.
Et enigt nævningeting fandt i øvrigt den 46-årige skyldig i usømmelig behandling af lig ved at have sat ild til liget dagen efter, at drabet havde fundet sted, ligesom den 46-årige blev fundet skyldig i røveri ved, efter at være blevet varetægtsfængslet som sigtet for drab, med trussel om vold at have aftvunget en anden arrestant dennes sko, kasket og cigaretter.
Den 46-årige blev idømt fængsel i 12 år. Der blev afgivet 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 12 år og 8 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 13 år.
Byretten var nået til samme resultat.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-1-25, 5. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.