Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

07 maj 2025

Vestre Landsret

Dom i nævningesag om knivdrab

En 38-årig mand blev ved et nævningeting i Vestre Landsret fundet skyldig i drab ved den 1. januar 2023 i Kolding at have stukket en 26-årig mand med kniv.

Landsretten fandt tiltalte skyldig i drab ved at have stukket forurettede i ryggen med en mellemstor køkkenkniv fire gange. Landsretten lagde til grund, at tiltalte var blevet forfulgt af forurettede og dennes venner. Efter at være undløbet dem og have bevæbnet sig med en kniv, valgte han at søge tilbage mod forurettede og dennes venner, som herefter på ny forfulgte tiltalte. Landsretten lagde på baggrund af blandt andet videooptagelser til grund, at tiltalte efter i gang at have forladt forurettede og dennes venner, vendte sig og hurtigt og meget målrettet løb frem mod og stak forurettede med kniven, mens forurettede havde ryggen til tiltalte. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at forurettede havde en kniv i hånden, da knivstikkene fandt sted, og sagens øvrige omstændigheder kunne heller ikke føre til, at tiltaltes handlinger kunne anses for straffri nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1 eller 2. 

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om forvaring. 

Dommerne og nævningerne var enige om dommens resultat.

De juridiske dommere besluttede, at tiltalte skulle betale erstatning og godtgørelse til forurettedes efterladte familiemedlemmer, som han boede sammen med.

Retten i Kolding var kommet til samme resultat.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-0891-24, 6. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.