19 nov. 2025
Vestre Landsret
Ikke forvaring for vold begået i forening
Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en nævningesag, hvor en nu 53-årig tiltalt og en 43-årig tiltalt er dømt for bl.a. grov vold.
De to tiltalte var bl.a. tiltalt for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have overfaldet forurettede i dennes hjem, idet forurettede blev slået adskillige gange i hovedet og på kroppen, herunder ved anvendelse af et støvsugerrør.
Landsretten fandt det bevist, at de tiltalte opsøgte forurettede på dennes bopæl, hvor den 53-årige tiltalte tildelte forurettede adskillige slag i hovedet og på kroppen, herunder ved anvendelse af et støvsugerrør. Den 53-årige tiltalte gjorde gældende, at han delvist havde handlet i nødværge, hvilket han ikke fik medhold i. Volden fandtes begået i forening og efter forudgående aftale eller forståelse med den 43-årige tiltalte. Den 53-årige tiltalte blev tillige fundet skyldig i vidnetrusler. Den 43-årige tiltalte var tillige skyldig i et yderligere voldsforhold begået mod samme forurettede tidligere på dagen. Landsrettens afgørelse var i det væsentlige en stadfæstelse af byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet.
Den 53-årige tiltalte var tidligere dømt for bl.a. drab, røveri og vold, og anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om forvaring. Både den retspsykiatriske erklæring og Retslægerådet anbefalede en dom til forvaring. Der blev afgivet 3 stemmer for at idømme forvaring og 15 stemmer for at udmåle en fængselsstraf. Fængselsstraffen blev herefter af et enigt nævningeting fastsat til 1 år og 3 måneder. Byretten havde idømt forvaring.
Der blev afgivet 13 stemmer for at fastsætte straffen til den 43-årige til fængsel i 1 år og 5 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 måneder. Efter stemmeflertallet blev straffen herefter fastsat til fængsel i 1 år, som også var den straf, byretten havde idømt den 43-årige.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-0618-25, 12. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.