12 nov. 2025
Vestre Landsret
Grov vold i forening
Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en nævningesag, hvor en nu 22-årig tiltalt er dømt for i forening med en anden at have udøvet grov vold mod to personer.
Tiltalte var i byretten sammen med en anden person tiltalt for drabsforsøg mod en nu 32-årig mand ved at have tildelt den 32-årige flere knivstik, herunder i brystet som medførte, at den 32-årige var i livsfare. De var desuden tiltalt for grov vold mod den 32-åriges bror, der blev stukket i ryggen med en kniv. Begge tiltalte blev i byretten frifundet for drabsforsøg, men dømt for grov vold over for både den 32-årige og hans bror.
Den 22-årige tiltalte ankede dommen til frifindelse, mens den anden tiltalte modtog dommen på fængsel i 2 år og 9 måneder. Tiltalen for drabsforsøg blev ikke gentaget under ankesagen, der alene drejede sig om grov vold, herunder om tiltalte havde handlet i forening med medtiltalte i byretten.
Landsretten fandt det bevist, at tiltalte og medtiltalte i byretten havde handlet i forening ved voldsudøvelsen, selv om det ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvem af de to der havde stukket henholdsvis den 32-årige og dennes bror. Tiltalte blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder og udvist at Danmark med et indrejseforbud i 6 år.
Byretten var kommet til samme straf, men havde udvist tiltalte med et indrejseforbud i 12 år.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-341-25, 3. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.