Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

14 jun 2019

Vestre Landsret

Dom i OW Bunker straffesag – Tidligere direktør i datterselskab dømt

V.L. S-1215-18

Retten i Aalborg afsagde den 30. maj 2018 dom i sagen mod den tidligere direktør i et datterselskab i Singapore i OW Bunker-koncernen. Den tiltalte direktør blev i byretten straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 299, stk. 1.

Tiltalte var tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 2, jf. § 286, stk. 2, ved som direktør i et OW Bunkerdatterselskab i Singapore at have været ansvarlig for indgåelse af oliehandler med en samhandelspartner, som væsentligt oversteg den godkendte kreditramme på 10 mio. USD. En stor del af handlerne var ikke blevet bogført i koncernens regnskabssystem, og da OW Bunker-koncernen blev erklæret konkurs den 7. november 2014, var samhandelspartnerens gæld på godt 156 mio. USD. Tiltalen lød på, at tiltalte var ansvarlig for 114,8 mio. USD af denne gæld. Tiltalte var i byretten blevet frifundet for mandatsvig, men i stedet dømt for overtrædelse af straffelovens § 299, stk. 1, ved at have tilsidesat sine pligter som direktør.

Tiltalte ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse, og anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om, at tiltalte blev dømt for mandatsvig.

Landsretten har med følgende præmisser, idet personnavne dog er udeladt, fundet tiltalte skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for 114,8 mio. USD (svarende til ca. 645 mio. kr.):

Landsrettens begrundelse og resultat

Dansk straffemyndighed

Landsretten tiltræder, af de grunde byretten har anført, at der er dansk straffemyndighed, jf. straffelovens § 9, stk. 2.

Skyldsspørgsmålet

OW Bunker-koncernen bestod den 7. november 2014, hvor der blev afsagt konkursdekret, af mere end 70 datterselskaber eller profitcentre. DOT, der var et af disse datterselskaber, blev stiftet den 24. august 2012, som led i lanceringen af et nyt brand.

Tiltalte, der havde været med til at lave business casen vedrørende DOT, blev pr. 1. januar 2013 ansat som administrerende direktør i DOT. Han havde forinden siden 2004 været chef for datterselskabet OW Bunker Far East Singapore. Det fremgår af tiltaltes ansættelseskontrakt blandt andet, at han var ansvarlig for, at selskabet opererede i overensstemmelse med de politikker, der var gældende for selskabet. Det fremgår videre, at han i modsætning til direktørerne for de andre datterselskaber refererede direkte til koncerndirektøren.

Det må som anført af byretten lægges til grund, at DOT var omfattet af samme kreditpolitik som OW Bunker-koncernen i øvrigt, men at direktøren i DOT havde bemyndigelse til at godkende kreditter op til 500.000 USD, og ikke kun 300.000 USD som i de øvrige datterselskaber. Ifølge kreditpolitikken kunne kreditchefen for koncernen godkende kreditter op til 2,5 mio. USD, mens den administrerende direktør kunne godkende kreditter op til 10 mio. USD. Kreditter over 10 mio. USD skulle godkendes af bestyrelsen. Det fremgår af kreditpolitikken, at de angivne niveauer var efter fradrag af kreditforsikring, formel modregningseksponering og bankgarantier.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der i koncernen ikke var registreret nogen godkendt kreditgrænse for Tankoil. På baggrund af forklaringerne fra navnlig koncerndirektøren, … og … må det imidlertid lægges til grund, at der var godkendt en kreditgrænse på 10 mio. USD for Tankoil, men at den i økonomisystemet var sat til nul, fordi det gav bedre mulighed for at kontrollere den, og således at andre datterselskaber ikke kunne udnytte den.

Som anført af byretten, bestod samhandlen mellem DOT og Tankoil i salg og tilbagekøb af olie mellem selskaberne. Som sikkerhed for det løbende mellemværende var der indgået en såkaldt set off-aftale, der indebar, at DOT kunne foretage modregning i dets tilgodehavender hos Tankoil i forbindelse med tilbagekøb af olie fra Tankoil. I henhold til kreditpolitikken skulle kreditrammen herefter beregnes efter modregning, således at krediteksponeringen, som også anført af byretten, skulle opgøres som nettoeksponeringen efter modregning.

Det må på baggrund af oplysningerne i økonomisystemet, der blandt andet blev brugt til at generere Credit Overview-rapporterne og set off-listerne, lægges til grund, at det fremstod sådan, at nettoeksponeringen i forhold til Tankoil frem til oktober 2014 i det væsentlige ikke oversteg 10 mio. USD. Det må endvidere lægges til grund, at nettoeksponeringen den 7. november 2014 ifølge oplysningerne i økonomisystemet var på ca. 34,6 mio. USD og således var overskredet med ca. 24,6 mio. USD i forhold til kreditgrænsen.

DOT førte et regneark over samhandlen med Tankoil, som kun var tilgængelig for DOT, og som blandt andet blev brugt til at afstemme forholdet til Tankoil. Det må på baggrund af oplysningerne heri om salgsvolumen sammenholdt med oplysningerne om salgsvolumen i de månedsrapporter, som blev lavet til koncernen, lægges til grund, at DOT’s reelle salg til Tankoil fra juni 2013 til august 2014 var højere end det salg, som fremgik af månedsrapporterne til koncernen. Differencen steg i perioden fra ca. 26.000 tons olie til 133.000 tons olie.

Det må endvidere på baggrund af oplysningerne i regnearket sammenholdt med den undersøgelse, som blev foretaget af den tidligere bogholder i OW Bunker, lægges til grund, at der på konkurstidspunktet var 62 fakturaer, som ikke var lagt ind i økonomisystemet, til en samlet værdi på ca. 90,2 mio. USD. Det må på baggrund af bogholderens forklaring også lægges til grund, at mange fakturaer først var lagt ind i systemet senere end ordredatoen og leveringstidspunktet.

DOT’s økonomichef sendte løbende e-mails til tiltalte, hvor hun gjorde opmærksom på, at Tankoils gæld hele tiden steg, at der var ordrer, som ikke blev bogført i økonomisystemet, og at deres eksponering var højere end den, der fremgik af systemet. Det fremgår således blandt andet, at hun allerede den 5. juni 2013 oplyste, at kreditten var overskredet med 7 mio. USD. I en e-mail af 14. august 2013 oplyste hun, at systemet viste en eksponering på 8,09 mio. USD og et overdue på 40 mio. USD, mens eksponeringen i regnearket var på 33 mio. USD, og overdue pr. 11. august 2013 var på 51 mio. USD. Af en e-mail af 28. august 2013 fremgår, at der var ordrer, som ikke var bogført, hvilket gentages i e-mails af 4. og 18. december 2013, hvor hun i sidstnævnte oplyste, at der var ordrer for 70 mio. USD, som ikke var bogført. Det fremgår af en e-mail fra den 19. december 2013, at hun var bekymret for, at hovedkvarteret ville kigge nærmere på kontoen, hvis der blev søgt om en kreditforhøjelse i forhold til Tankoil. Den 26. december 2013 oplyste hun i en e-mail, at der stadig var åbne ordrer for 63 mio. USD, som ikke var bogført, og at DOT’s eksponering på grundlag af tallene i økonomisystemet og de åbne ordrer var på 64 mio. USD. Hun oplyste herefter i en e-mail af 27. december 2013, at der fortsat var forfaldne fakturaer, som ikke kunne bogføres, fordi kreditten allerede var overskredet med 6 mio. USD. I en anden e-mail fra den 27. december 2013 med overskriften "update on tankoil, 27 Dec – reaching critical levels in Jan" fremgår blandt andet, at Tankoil ikke betalte, og at de forfaldne fakturaer (overdue) ville ramme 80 mio. USD, samt at der var ordrer for 67 mio. USD, der ikke var bogført. I en e-mail af 18. februar 2014 med overskriften "tankoil – we have a problem" oplyste hun, at DOT’s eksponering i systemet var på minus 6,6 mio. USD, men at den ville stige til 21-24 mio. USD, hvis de bogførte en række forfaldne fakturaer. Eksponeringen blev i en e-mail af 19. februar 2014 på grundlag af regnearket opgjort til 89 mio. USD. I samme e-mail skrev hun til tiltalte, at de skulle bede til, at hovedkvarteret ikke tjekkede tallene, og at eksponeringen var hovedårsagen hertil. Den 23. april 2014 oplyste hun, at eksponeringen nu var på næsten 100 mio. USD, og at der var åbne ordrer for 45 mio. USD uden for systemet, der forfaldt ugen efter. Af en e-mail fra den 24. september 2014 til tiltalte fremgår det, at eksponeringen var på ca. 128 mio. USD, og den 29. oktober 2014 oplyste hun i en e-mail til tiltalte, at eksponeringen nu var endnu højere og spurgte til, om de skulle drøfte, hvordan den kunne nedbringes eller informere hovedkvarteret om det. Eksponeringen var i samme e-mail opgjort til 140 mio. USD.

Sideløbende med, at økonomichefen opdaterede tiltalte om situationen med Tankoil, modtog han fra hende også oplæg til brug for sine løbende opdateringer af koncerndirektøren kaldet "Update to …". Det fremgår af disse, at eksponeringen var meget lavere end "overdue-beløbet", og at den forventedes reduceret. I "Update to …" fra den 12. august 2013 oplystes det f.eks., at overdue var 40 mio. USD, men at "net exposure" var meget lavere omkring 8 mio. USD. I en "Update to …" fra den 31. marts 2014 fremgår tilsvarende, at "net exposure" var meget lavere end overdue på 73 mio. USD.

Der blev i perioden fra august 2014 til oktober 2014 sendt opdateringer om set off-aftalen fra DOT til kreditafdelingen. Det fremgår også af disse, at nettoeksponeringen i disse opdateringer var over 100 mio. USD lavere end den nettoeksponering, der fremgik af økonomichefens opdateringer af tiltalte og af regnearket.

Tiltalte var som administrerende direktør for DOT ansvarlig for overholdelsen af kreditrammen over for Tankoil. Det må på baggrund af økonomichefens løbende opdateringer af tiltalte lægges til grund, at han var bekendt med, at gælden til Tankoil i hele perioden steg markant. Han var også bekendt med den manglende bogføring af salg til Tankoil, ligesom han var bekendt med den betydelige forskel i krediteksponeringen, der fremgik af økonomisystemet, og den, der fremgik af regnearket. Han var derfor også bekendt med, at kreditrammen i hele perioden var væsentligt overskredet, og i efteråret 2014 var overskredet med over 100 mio. USD.

Tiltalte har på den baggrund også været klar over, at der blev givet urigtige oplysninger til koncernledelsen om kreditgivningen til Tankoil. Han har imidlertid ikke kunnet komme med en forklaring på, hvorfor DOT gav urigtige oplysninger, hvis der – som hævdet af tiltalte – ikke var fastsat en kreditgrænse, og tiltalte og DOT således i givet fald ikke havde noget at skjule. Tiltalte har heller ikke kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor han i sin sms til koncerndirektøren den 2. november 2014 ikke oplyste, at nettobalancen var ca. 137 mio. USD, som oplyst i økonomichefens e-mail af 29. oktober 2014, hvor hun også spurgte, om de skulle opdatere hovedkvarteret for at høre, om hovedkvarteret havde forslag til en løsning.

Tiltalte har forklaret, at han havde en forventning om, at Tankoil kunne betale sin gæld, men han har ikke kunnet konkretisere, hvad han byggede denne forventning på. Allerede ved e-mail af 29. april 2013 fra økonomichefen blev tiltalte gjort opmærksom på, at der var en risiko for, at gælden til Tankoil på grund af samhandlens form ville stige måned for måned. Det må herefter og på baggrund af oplysningerne om Tankoil, herunder at selskabet løbende ikke overholdt de betalingsaftaler, der blev indgået, sammenholdt med at gælden i hele perioden steg markant, have stået tiltalte klart, at Tankoil ikke havde mulighed for at betale sin gæld til DOT.

OW Bunker havde oplysninger om DOT’s træk på kassekreditten og om renteindtægterne fra Tankoil. Som anført ovenfor fik ledelsen imidlertid urigtige og vildledende oplysninger om krediteksponeringen over for Tankoil og var heller ikke bekendt med de mange ikke-bogførte fakturaer. Ledelsen fik heller ikke fra tiltalte eller DOT i øvrigt oplysninger om Tankoils manglende betalinger. Det har herefter ikke betydning for tiltaltes strafansvar, at ledelsen, der i øvrigt havde stor tillid til tiltalte, havde de ovennævnte oplysninger og ikke iværksatte nærmere undersøgelser.

Landsretten finder på den anførte baggrund, at tiltalte forsætligt i et formueanliggende, som det påhvilede ham at varetage for en anden, har handlet mod dennes tarv. Det er endvidere bevist, at der som følge heraf blev påført DOT og OW Bunker-koncernen et tab på 114,8 mio. USD. Landsretten finder endvidere, at Tankoil herved opnåede en uberettiget vinding bestående af den modtagne olie uden at have betalt for den, hvilket tiltalte også har haft forsæt til, idet han som nævnt ovenfor vidste, at Tankoil ikke havde mulighed for at betale sin gæld til DOT.

Tiltalte er herefter skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 2, jf. § 286, stk. 2.

Strafudmålingen

Tiltalte er skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for et meget betydeligt beløb på 114,8 mio. USD (svarende til ca. 645 mio. kr.) begået over en periode på halvandet år. Tiltalte blev undervejs løbende gjort opmærksom på problemerne med Tankoil, uden at han reagerede, ligesom der i hele perioden med tiltaltes viden blev givet urigtige og vildledende oplysninger til ledelsen i OW Bunker. Det meget betydelige tab, der herved blev påført koncernen var en væsentlig medvirkende årsag til koncernens konkurs. Dette må efter landsrettens opfattelse indgå som skærpende omstændigheder ved straffens fastsættelse. I formildende retning skal det indgå, at tiltalte ikke selv opnåede en uberettiget vinding.

Der er afgivet 5 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 5 år.

Der er afgivet 1 stemme for at fastsætte straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.

Efter stemmeflertallet fastsættes straffen til fængsel i 5 år.

Der er efter forholdets karakter og grovhed ikke grundlag for at gøre straffen betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste.

Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at der er sket rettighedsfrakendelse.

Med disse ændringer stadfæster landsretten dommen.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 175 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.