Afvist at genindføre en servitut, der var aflyst fra Tingbogen

Dom afsagt: 25. november 2025

Tinglysningsretten havde afvist at genindføre en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 34. Servitutten var blevet kvitteret til aflysning, og der var ikke umiddelbart tale om en fejl. 
 
Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle genindføres, anført, at servitutten ikke indeholdt en bestemmelse om, hvem der var påtaleberettiget. Det måtte derfor være op til fortolkning af bl.a. servituttens formål og ordlyd samt parternes retlige interesse i at påtale servitutoverskridelsen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det som følge af servituttens ordlyd var den rette påtaleberettigede, der havde kvitteret servitutten til aflysning, og at der ikke var holdepunkter for, at der skulle være andre påtaleberettigede.

Landsretten lagde vægt på, at der ikke var angivet en påtaleberettiget i servitutten, og spørgsmålet herom måtte derfor afgøres ved fortolkning. Landsretten fandt ikke, at der var tilstrækkelige med holdepunkter for at fastslå, at påtaleretten alene skulle tilkomme den daværende ejer af naboejendommen frem for den til enhver tid værende ejer, hvorfor det måtte anses for en fejl, at Tinglysningsretten tog anmodningen om aflysning af servitutten til følge. Landsretten omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse, og hjemviste sagen med henblik på genindførelse af servitutten.