Gå til sidens indhold

Retten i Svendborg

19 jan. 2026

Retten i Svendborg

Ledigt hverv som beneficeret advokat

Retten i Svendborg – beneficeret advokat

 

Et hverv som beneficeret advokat ved Retten i Svendborg er ledigt. Advokaten skal antages til at udføre sager for parter, der har fri proces, og til at beskikkes som offentlig forsvarer ved Retten i Svendborg og ved Østre Landsret i sager, der har været behandlet ved Retten i Svendborg i første instans. Antagelsen meddeles for en periode på 10 år.

 

Antagelsen som beneficeret advokat er personlig og medfører en pligt til personligt at give møde i de tildelte sager. Der tilkommer ikke en advokat, der er antaget ved en byret, godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen, jf. retsplejelovens § 333, stk. 1, 2. pkt. og § 741, stk. 1. Beneficerede advokater har endvidere pligt til at yde offentlig retshjælp. 

 

Der vil blive lagt vægt på ansøgerens kvalifikationer, herunder erfaring med straffesager eller strafferet i øvrigt og med behandling af familieretlige sager. Det vil også blive tillagt vægt, om ansøgeren har møderet for landsret. Der vil desuden blive lagt vægt på ansøgerens procedureerfaring og kvalifikationer som procederende advokat, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit virke som advokat. Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af ansøgeren. 

 

Ansøgningen skal sendes til Retten i Svendborg vedlagt advokatbeskikkelsen og eventuelt andre bilag. Når ansøgningsfristen er udløbet, indhenter Retspræsidenten ved Retten i Svendborg med samtykke fra de indstillede advokater udtalelser fra Civilstyrelsen, Advokatrådet, Kriminalregistret og politidirektøren, hvorefter ansøgningerne med Retspræsidentens indstilling sendes til Retspræsidenten for Østre Landsret, der videresender ansøgningerne med sin indstilling til Civilstyrelsen. Samtykke til indhentning af udtalelse fra Civilstyrelsen og Advokatrådet kan medsendes som bilag til selve ansøgningen. 

 

Civilstyrelsen foretager partshøring af ansøgerne over indstillingerne og oplysninger, inden Civilstyrelsen træffer afgørelse i sagen.

 

Tjenestested

Retten i Svendborg

Christiansvej 41

5700 Svendborg

 

Ansøgningsfrist

Frist for modtagelse af ansøgning er den 16. februar 2026.

 

Ansøgning sendes til

Retten i Svendborg

svendborg@domstol.dk

Christiansvej 41

5700 Svendborg

Mrk.: Civilstyrelsen