03 sep. 2025
Retten i Svendborg
Skatteministeriet taber sag om begrænset skattepligt
Dom afsagt: 3. september 2025
En skibsreder og hans rederi med adresse i Nyborg stævnede i februar 2024 Skatteministeriet, idet de ønskede prøvelse af Landsskatterettens afgørelser af 5. december 2023, hvorefter han og rederiet blev pålagt hæftelse for A-skat mv. Nu har skibsrederen og hans rederi fået medhold i byretten.
Sagsnummer: BS-7724/2024-SVE og BS-7728/2024-SVE
Sagen kort fortalt
I 2008 købte skibsrederen to skibe af et udenlandsk rederi med hjemadresse i Tyskland. Skibene skulle bruges til lystfiskerturisme med base i Hirtshals Havn. Skibene bliver fortsat brugt til lystfiskerturisme med base i Hirtshals Havn. Besætningen består bl.a. af serbiske søfolk.
Ved Landsskatterettens afgørelser af 5. december 2023 blev skibsrederen og rederiet pålagt hæftelse for manglende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for udenlandske søfolk for indkomstårene 2014-2019 efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, samt nægtet sømandsfradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1.
Sagens udfald
Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, at udlændinge er begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de erhverver vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. For så vidt angår arbejde på bl.a. skibe gælder der imidlertid en særbestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 2, hvoraf fremgår bl.a., at § 2, stk. 1, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse for personer, som erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført ombord på et skib med hjemsted her i landet eller for arbejder udført i tilknytning hertil. Med et skib med hjemsted her i landet sidestilles et skib, der har hjemsted i udlandet, såfremt det uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi.
På baggrund af navnlig de afgivne forklaringer, herunder af et serbisk besætningsmedlem/kok, der har arbejdet på skibene siden 1995, fastslog retten, at skibsrederen og rederiet ikke var indeholdelsespligtige af A-skat mv.
Retten lagde i den forbindelse vægt på, at skibene, der er indregistreret i Panama, i 2009 blev overtaget med besætning til brug for den fortsatte drift af en igangværende virksomhed med lystfiskerturisme, hvorfor kildeskattelovens § 2, stk. 2, ikke finder anvendelse.
Skatteministeriet blev pålagt at betale sagsomkostninger med i alt 91.383,13 kr.
Skatteministeriet har en ankefrist på 4 uger.
Sagen var en tredommersag, og dommerne var enige om sagens udfald.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Svendborg den 3. september 2025.