Gå til sidens indhold

Retten i Roskilde

19 sep. 2025

Retten i Roskilde

Dom i straffesag om hvidvask af særligt grov beskaffenhed

Dom afsagt: 19. september 2025

Fængsel i 2 år samt 1 år og 7 måneder, frakendelse og konfiskation for hvidvask af særligt grov beskaffenhed.

En enig domsmandsret ved Retten i Roskilde har den 19. september fundet to tiltalte, en 66-årig forretningsmand og tidligere lokalpolitiker fra Køge og en 43-årig mand fra København med tidligere tilknytning til rockermiljøet, skyldige i hvidvask af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1, begået i perioden fra september 2020 til september 2023. En tredje tiltalt, en 59-årig mand fra Frederiksberg, blev frifundet for at have medvirket hertil. 

Den 66-årige tiltalte blev idømt fængsel i 2 år og i medfør af straffelovens § 79 indtil videre frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. 

Den 43-årig tiltalte blev idømt fængsel i 1 år og 7 måneder som en tillægsstraf til en tidligere dom på fængsel i 5 måneder for bl.a. besiddelse og salg af euforiserende stoffer, fordi retten fandt, at en samlet pådømmelse ville have givet en straf på 2 års fængsel. Der blev samtidig hos ham konfiskeret en ejendom i Spanien, der var erhvervet som led i hvidvasken. 

Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på navnlig forholdenes karakter og grovhed, herunder at der var tale om omfattende og nøje tilrettelagt hvidvask af professionel karakter vedrørende mere end 6 mio. kr. begået over en længere periode. Efter forholdenes karakter og grovhed var der uanset den forløbne tid ikke grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. 

De to dømte ankede dommen til landsretten med påstand om bl.a. frifindelse, subsidiært formildelse. 

Sagen er behandlet under rettens sagsnr. S 4A-5014/2024.