07 okt. 2025
Retten i Roskilde
Dom i nævningesag om seksuelle krænkelser af børn
Dom afsagt: 7. oktober 2025
23-årig mand idømt fængsel i 10 måneder for forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af et barn og blufærdighedskrænkelse begået over for tre børn
Den 23-årige mand var tiltalt for bl.a. husfredskrænkelse og for at have krænket blufærdigheden hos tre piger i alderen 8-13 år ved uberettiget at have skaffet sig adgang til pigernes værelser om natten, hvor han belurede dem og kildede dem under fødderne samt filmede dem. Han var desuden tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med en af pigerne, der var under 12 år, ved at have brugt hendes hånd til at manipulere sit lem, mens hun sov.
Ved rettens kendelse af 7. maj 2025 blev den tiltalte fundet skyldig i bl.a. husfredskrænkelse og i at have krænket blufærdigheden hos de tre børn ved at have skaffet sig adgang til de sovende børns værelser, kildet dem under fødderne og filmet dem. Den tiltalte blev også fundet skyldig i forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af et barn under 12 år.
Den tiltalte blev ved rettens dom af 7. oktober 2025 idømt fængsel i 10 måneder, idet det fandtes uproportionalt at idømme forvaring for den begåede kriminalitet, og idet Retslægerådet bortset herfra ikke havde anbefalet andre foranstaltninger end fængselsstraf, eksempelvis dom til behandling, til imødegåelse af risikoen for ny kriminalitet.
Der blev afgivet to stemmer for at idømme den tiltalte forvaring og otte stemmer for ikke at idømme den tiltalte forvaring. Den tiltalte blev derfor idømt fængselsstraf.
Der blev afgivet en stemme for at fastsætte straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder, to stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 12 måneder og syv stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 måneder. Straffen blev herefter fastsat til fængsel i 10 måneder.
Tiltalte blev ikke idømt et opholdsforbud.
De juridiske dommere bestemte, at den tiltalte skulle betale tortgodtgørelse til de forurettede børn.
Den tiltalte modtog dommen.
Sagen er behandlet som en nævningesag under rettens sagsnr. 9-30/2025.