17 sep. 2025
Retten i Randers
40-årig idømt forvaring for blandt andet grov vold
Dom afsagt: 17. september 2025
Fire mænd på 21, 25, 29 og 40 år er ved et nævningeting fundet skyldige i blandt andet grov vold under særligt skærpende omstændigheder begået den 5. maj 2024 mod en 65-årig mand i Pindstrup.
Sagsnummer: 8-491/2025
Sagen kort fortalt
De fire mænd var blandt andet tiltalt for, at de den 5. maj 2024 - efter at have begået et indbrud hos den 65-årige mand – opsøgte manden på en bodega i Pindstrup, hvor manden blev slået en gang med flad hånd. Efter at manden forlod bodegaen, var de fire mænd tiltalt for at have opsøgt man-den på hans bopæl, hvor de udsatte ham for vold i form af slag, spark, tramp, ligesom de urinerede på ham og fremsatte vidnetrusler mod ham. Manden blev indlagt og på skadestuen kunne blandt andet konstateres to brud på kæben, brud på næsen og brud på to ribben.
Alle de tiltalte nægtede sig skyldige i at have fremsat trusler mod manden. Den 21-årige og 25-årige nægtede sig i det hele skyldige i at have udøvet vold mod manden, mens den 29-årige og 40-årige erkendte at have udøvet vold i form af slag mod manden i dennes hjem. Den 40-årige erkendte sig skyldig i at have ramt manden med to fingre mod kinden, mens de befandt sig på bodegaen.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at alle fire tiltalte var skyldige i tiltalen, idet retten for den 25-årige fulgte anklagemyndighedens endelige påstand om frifindelse for at have fremsat trusler.
Anklagers påstand om straf var, at den 40-årige skulle idømmes forvaring, og at de øvrige tiltalte skulle idømmes straffe på mellem 7 måneder og 1 år og 5 måneders fængsel.
Den 40-årige blev dømt til forvaring. Straffene blev for den 29-årige og den 21-årige fastsat til fængsel i 1 år 3 måneder og for den 25-årige til fængsel i 7 måneder.