16 okt 2020

Retten i Odense

Domme om kasino og væddemål online

Retten i Odense har i tre bødesager frifundet de omhandlede spilselskaber, da der alene forelå simpel uagtsomhed.

De tre sager er efter det oplyste de første af en række sager om fortolkningsspørgsmål, som Spillemyndigheden har indbragt til domstolsprøvelse.

I en sag mod et udenlandsk selskab var der både rejst tiltale for overtrædelse af Skatteministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 66 af 25. januar 2012 (med senere ændringer) om online væddemål § 31, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nugældende bekendtgørelse nr. 1276 af 29. november 2019 § 35, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 22, stk. 1, og for overtrædelse af Skatteministeriets dagældende bekendtgørelse 773 af 9. juni 2017 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 1771 af 15. december 2017) om onlinekasino § 30, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 20, stk. 1, 1. pkt., nugældende bekendtgørelse nr. 1274 af 29. november 2019 § 40, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 29, stk. 1, 1. pkt.

I de to andre sager ligeledes mod udenlandske selskaber var der alene rejst tiltale for overtrædelse af den nævnte bestemmelse i bekendtgørelse om onlinekasino.

Gerningsindholdet var i alle tre sager indledningsvist beskrevet således:

..”ved i en periode …..forsætligt eller groft uagtsomt som indehaver af tilladelse til at drive online væddemål (henholdsvis onlinekasino) at have tilbudt kunder (spillere) bonus ………..uden at alle vilkår var oplyst på en klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet (henholdsvis tilbuddene) som nærmere beskrevet nedenfor.”

Retten nåede i alle tre sager frem til, at der i det væsentlige i de enkelte forhold havde været tale om overtrædelse af de omhandlede bekendtgørelser.

Retten udtalte i den forbindelse blandt andet:

”. . .
Efter forarbejderne til spilleloven og sammenhængen med markedsføringsretten sammenholdt med ordlyden af lovens § 1 må det lægges til grund, at reglerne bl.a. skal beskytte forbrugere ved at sikre, at spil udbydes på en rimelig, ansvarlig og gennemsigtig måde.

Det fremgår af ordlyden og forarbejderne til spillelovens § 36, stk. 2, at skatteministeren kan fastsætte regler om markedsføring af spil, og herunder regler om brugen af bonusser. De af denne sag omhandlede bekendtgørelses § 22, stk. 1, og § 29, stk. 1, må anses for udstedt med gyldig hjemmel i § 36, stk. 2, i spilleloven.

Uanset at de to bestemmelser har fået en lidt anden ordlyd, end bestemmelserne i de bekendtgørelser, der var gældende på gerningstidspunktet, lægges det til grund, at der ikke derved indholdsmæssigt er tilsigtet en ændring af betydning for denne sag, hvor retten skal vurdere, om alle vilkår er oplyst på en klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet.

De krav, som Spillemyndigheden efter sin fortolkning af de nævnte bestemmelser i bekendtgørelserne, har anført i sin vejledning om lovpligtig oplysning af vilkår ved markedsføring af bonus, må anses for at understøtte spillelovens forbrugerbeskyttelsesformål.

Efter den sammenhæng med markedsføringsretten, der er tilsigtet ifølge spillelovens forarbejder, må det endvidere lægges til grund, at en fortolkning af de to konkrete bestemmelser, hvorefter alle væsentlige vilkår skal oplyses sammen med første præsentation af tilbuddet på udbyderens egen hjemmeside, mens øvrige vilkår ikke må være mere end ét klik væk, er i overensstemmelse med regelsættets formål og forarbejder. Dette må også anses for at være tilfældet for så vidt angår fortolkningen, hvorefter det kan accepteres, at der skal scrolles forudsat, at det fremstår klart og tydeligt for forbrugeren, at det er nødvendigt at scrolle.
. . .”

Ved vurderingen af de tiltalte selskabers tilregnelse lagde retten i alle tre sager vægt på, at der var tale om relativt ny lovgivning, samt at de tiltalte selskaber for at overholde de omhandlede bekendtgørelsers bestemmelser, skulle fortolke på ordene "klar og tydelig" og "umiddelbar tilknytning". Derudover fremhævede retten i hver sag enkelte konkrete omstændigheder knyttet til de respektive forhold.

Retten vurderede herefter, at de konstaterede overtrædelser af bekendtgørelserne om onlinekasino og online væddemål i alle tre sager måtte anses for at bero på simpel uagtsomhed hos de tiltalte selskaber.

Disse sager er behandlet under sagsnr. SS 4-8941/2019, 4-8942/2019 og 4-8945/2019.