09 sep. 2025
Retten i Lyngby
Dom i privat straffesag om artikel på ”transkoen.dk”
Dom afsagt: 9. september 2025
Kvinde, der havde skrevet artikel på sin hjemmeside ”transkoen.dk” blev dømt til at betale godtgørelse for tort, men frifundet for straf.
Sagsnummer: BS-43387/2024-LYN
Sagen kort fortalt
Sagen angik en artikel, som sagsøgte, LI, publicerede på sin hjemmeside ”transkoen.dk” den 6. marts 2024. Artiklen omhandlede DBU´s anbefalinger til inklusion af flere kønsidentiteter i dansk fodbold, herunder om indretning af omklædningsrum, og sagsøgeren, NJ´s deltagelse i DBU´s arbejdsgruppe til udarbejdelse af anbefalingerne.
Sagsøgeren gjorde gældende, at artiklen udgjorde en krænkelse, herunder ved at bringe billeder af NJ med seksuelt motiv, ved bevidst at bruge betegnelsen mand og han/ham, og ved at påstå, at NJ har en særlig seksuel interesse, og at denne interesse har begrundet anbefalingen om, at mænd skal kunne klæde om i kvinders omklædningsrum, adskilt af et forhæng.
NJ krævede en godtgørelse på 100.000 kr. og, at LI blev idømt straf for overtrædelse af straffelovens § 264 d, samt sletning af en række oplysninger, herunder billederne. LI påstod under sagen frifindelse herfor.
De pågældende billeder med seksuelt motiv var publiceret af NJ selv på offentligt tilgængelige hjemmesider, herunder pornohjemmesider, i 2018 og 2019.
Sagens udfald
Retten fastslog, at sammenkædningen i artiklen af billederne af NJ, overskriften til og den afsluttende tekst i artiklen, der gav indtrykket af, at NJ har en særlig seksuel interesse, og at det er denne interesse, der har begrundet DBU´s anbefalinger til inklusion af flere kønsidentiteter i dansk fodbold, herunder om indretning af omklædningsrum, på retsstridig måde krænkede NJ's ære, og at denne sammenkædning rakte udover, hvad der kan tillades i en debat om et samfundsrelevant emne. Retten tilkendte på denne baggrund NJ en godtgørelse for tort på 15.000 kr.
Retten fandt derimod ikke, at det forhold, at LI benævnte NJ som mand og med pronominerne han/ham i artiklen, i sig selv udgjorde en krænkelse, der berettigede til godtgørelse for tort.
Retten frifandt LI for straf, da de pågældende billeder var offentliggjort af NJ selv på offentligt tilgængelige hjemmesider og, da det måtte være påregneligt for NJ, at billederne kunne blive viderebragt. Retten fandt således ikke, at LI´s videregivelse af billederne var omfattet af straffelovens § 264 d, der efter forarbejderne har et snævert anvendelsesområde.
Artiklen blev bragt af LI på hendes private hjemmeside som led i en debat og som udtryk for hendes personlige synspunkter. Uanset at der var tale om behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen, fandt retten, at undtagelsesbestemmelsen i forordningen om behandling af personoplysninger af en fysisk person som led i rent personlige og familiemæssige aktiviteter fandt anvendelse. Der var under sagen enighed om, at LI havde slettet billederne i artiklen kort efter dens offentliggørelse.
Retten bestemte, at hver af parterne skulle betale deres egne sagsomkostninger, da begge parter havde fået delvis medhold.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Lyngby den 9. september 2025.