03 jul. 2025
Retten i Lyngby
17-årig kenyansk kvinde fik 1 års fængsel for brandstiftelse og udvist
Kvinden, der var blevet familiesammenført med sin mor i 2019, havde i to tilfælde sat ild til mors kælderrum i en beboelsesejendom. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, og hun blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.
Sagsnummer: SS 836/2025
Sagen kort fortalt
Sagen drejede sig om en påsat brand midt på dagen den 12. november 2024 i et kælderrum til en beboelsesejendom og om endnu en påsat brand i samme kælderrum den 10. december 2024 midt om natten.
Retten behandlede sagen den 23. april 2025, hvor retten traf afgørelse om skyldsspørgsmålet. Efter afgørelsen af skyldsspørgsmålet blev sagen udsat, dels fordi retten afventede resultatet af en mentalundersøgelse af tiltalte, og dels fordi Udlændingestyrelsen skulle undersøge, om den tiltalte ved sin indrejse i Danmark i 2019 var blevet registreret med et forkert fødeår, således at hun rettelig ikke kun var 17 år, men 18 år og dermed voksen.
Retten modtog den retsspykiatriske erklæring 30. juni 2025, og har afgjort sagen i dag. Da Udlændingestyrelsen endnu ikke har truffet afgørelse om eventuel ændring af fødselsdato, har retten både ved strafudmålingen og ved stillingtagen til påstanden om udvisning taget hensyn til, at tiltalte er 17 år og dermed mindreårig.
Dommens resultat
Kvinden blev fundet skyldig i to gange at have forvoldt ildebrand under særligt skærpende omstændigheder. Retten fandt det derimod ikke bevist, at kvinden ved de to ildebrande havde udsat andres liv for overhængende livsfare. Du kan læse skyldkendelsen her.
Ved udmåling af straffen var det en skærpende omstændighed, at kvinden to gange med kun en måneds mellemrum havde sat ild til et kælderrum i den samme beboelsesejendom, og sidste gang hun gjorde det, var det midt om natten, hvor beboerne i ejendommen må forventes at ligge og sove. Som formildende omstændigheder blev der taget hensyn til, at kvinden selv havde alarmeret brandvæsnet umiddelbart efter ildspåsættelsen, at skaderne var begrænsede, og at tiltalte kun var 17 år og ustraffet.
Uanset at tiltalte var mindreårig, har haft begrænset kontakt til Kenya, og at hendes mor og bror bor i Danmark, var betingelserne for udvisning opfyldt.
Sagen var en domsmandssag, og dommerne var enige om dommens resultat.
Kvinden valgte at anke dommen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Lyngby den 3. juli 2025.