Gå til sidens indhold

Retten i Kolding

08 sep. 2025

Retten i Kolding

21-årig mand idømt 60 dages fængsel efter trafikdrab

Dom afsagt: 4. september 2025

En 21-årig mand fra blev straffet med betinget fængsel i 60 dage for bl.a. uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse ved en trafikulykke forårsaget af tiltaltes overhaling

Sagen kort fortalt

Tiltalte, en 21-årig mand fra Sydjylland, var tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (under særlig hensynsløs kørsel), uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder samt overtrædelse af færdselsloven ved den 6. april 2024 ca. kl. 18.00 at have ført en personbil (1) ad Vandelvej i Vandel, under tilsidesættelse af væsentlig hensyn til færdselssikkerheden og forsætlig at have fremkaldt nærliggende fare for skade på andres person eller ting eller i øvrigt at have ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde samt uden at optræde hensynsfuldt og udvise tilstrækkelig agtpågivenhed, idet tiltalte i forbindelse med sammenfletningen på strækningen foretog overhaling af personbil (2) med høj hastighed ind over spærrefladen, selvom det ved færdselstavle var angivet, at overhaling var forbudt, ligesom han undlod at holde tilstrækkelig afstand til køretøjet, der overhales, hvilket medførte at personbil 2 ført af A, undveg til højre ud i rabatten for at undgå påkørsel, hvorved han mistede herredømmet over køretøjet og skred over i modkørendes vejbane, hvor der skete sammenstød med modkørende personbil 3 ført af B. Dette medførte, at føreren af personbil 2 afgik ved døden, og at der skete betydelig personskade på fire personer i personbil 3.

Tiltalte nægtede sig i det væsentlige skyldig.

Dommens resultat

Anklageren krævede fængselsstraf, førerretsfrakendelse og konfiskation af personbil 1.

Retten afsagde dom med bl.a. denne begrundelse:

”Efter tiltaltes egen forklaring startede han overhalingen af [personbil 2] omkring autoværnets ophør. Han vurderede, at han umiddelbart kunne være der, men han blev overrasket over, at han ikke kunne. Tiltalte har selv vurderet sin hastighed til 130-140 km/t, og et vidne, der kørte umiddelbart efter [personbil 2], har vurderet tiltaltes hastighed til 150 km/t. Retten lægger herefter til grund, at tiltalte under overhalingen har kørt væsentligt hurtigere end den tilladte hastighed på 90 km/t, og væsentligt hurtigere end de biler, han overhalede. Retten bemærker hertil, at bilinspektøren har vurderet [personbil 2]s hastighed til at have været omkring 115 km/t.

Efter forklaringen fra tiltalte, bilinspektøren og vidner lægger retten til grund, at tiltalte under overhalingen kørte tæt på [personbil 2], formentlig med en afstand på ½-1 meter, men uden i øvrigt at presse [personbil 2], og uden at der var fysisk kontakt mellem bilerne.

Efter tiltaltes egen forklaring og navnlig erklæringen fra bilinspektøren lægger retten til grund, at overhalingen fortsatte efter skiltningen med sammenfletning og overhaling forbudt. Ifølge bilinspektøren kunne de to biler godt være på vejen samtidig under overhalingen. Det kan dog efter vidneforklaringerne lægges til grund, at tiltalte i forbindelse med overhalingen kørte ind over spærrefladen med det venstre hjulsæt.

Efter vidnet (…)s forklaring kunne han se, at [personbil 2] under overhalingen drejede meget ud mod rabatten, så højre hjulsæt kom ud i rabatten. Denne forklaring støttes af bilinspektøren, der har vurderet, at [personbil 2] med stor sandsynlighed foretog et momentant styreudslag, som var årsag til, at bilen skred ud.

Det er rettens vurdering, at tiltalte under disse omstændigheder har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og i dette omfang er skyldig i dette forhold. Retten lægger herved vægt på, at tiltalte væsentligt fejlvurderede situationen, hvilket førte til, at han foretog en overhaling, hvor der var overhaling forbudt med en væsentligt højere hastighed end tilladt og i forbindelse med overhalingen overskred spærrelinje på stedet. Særligt i relation til færdselslovens § 21, stk. 4, bemærker retten, at tiltalte ikke kan anses for at have holdt tilstrækkelig afstand mellem [sin bil og personbil 2]. Retten lægger herved vægt på, at tiltalte har kørt så tæt på [personbil 2], som tilfældet var, med meget høj hastighed og stor hastighedsforskel på et sted, hvor vejen skiftede fra to til en vognbane.

Retten finder ikke, at tiltaltes kørsel kan tages som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, at kørslen kan anses for at have været særlig hensynsløs. Retten lægger herved vægt på, at der er tale om en enkeltstående episode af kort varighed, at tiltalte udover at køre tæt på, ikke pressede [personbil 2] mod højre, og at der ikke var fysisk kontakt mellem bilerne. (…)

Efter de lægelige oplysninger og forklaringerne fra (…), er det godtgjort, at [personerne i personbil 3] er blevet påført betydelig skade i et omfang, som forudsættes for at kunne straffe efter straffelovens § 249. (…) 

Det er rettens vurdering, at de pågældende personers skader har været en påregnelig følge af tiltaltes kørsel. Retten lægger herved vægt på, at tiltalte kørte tæt forbi [personbil 2] med en meget høj hastighed og stor hastighedsforskel på et sted, hvor vejen skiftede fra to til en vognbane. Det kan derfor ikke have været upåregneligt for tiltalte, at [føreren af personbil 2] ville reagere, muligvis på grund af forskrækkelse, ved at trække til højre væk fra tiltalte, og i sidste ende miste kontrollen over sin bil.”

Tiltalte blev derfor fundet skyldig i uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse, men blev frifundet for, at dette var sket under strafskærpende ”særligt hensynsløs kørsel” og dermed ”særligt skærpende omstændigheder”.

Sanktionen blev fastsat til fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte blev også frakendt førerretten i 6 måneder. Betingelserne for konfiskation af bilen var ikke opfyldt.

Sagen var en domsmandssag. Dommeren og de to domsmænd var enige om dommens resultat.

Tiltalte accepterede dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 4. september 2025 under sagsnr. 605/2025.