08 jul. 2025
Retten i Kolding
Kommune havde ikke krænket menneskerettigheder
Dom afsagt: 8. juli 2025
En kommune blev frifundet for at have krænket en kvindes menneskerettigheder ved ikke at forhindre, at hun i sin barndom blev udsat for seksuelle overgreb
Rettens sagsnr. BS-62143/2023-KOL
Sagen kort fortalt
Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgte, en kommune, havde krænket sagsøgerens rettigheder efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ved ikke at forhindre, at hun i sin barndom (for ca. 28 år siden) blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i form af seksuelle overgreb og massivt omsorgssvigt, og om kommunen derfor skulle betale hende en godtgørelse for ikke-økonomisk skade på 400.000 kr.
Kommunen ville frifindes.
Sagens udfald
Retten, der i denne sag var sammensat af tre dommere, frifandt kommunen.
Retten lagde til grund, at kvinden i 1997, da hun var ca. 6 år, var blevet udsat for seksuelle overgreb af sin mors daværende kæreste, der senere blev idømt 6 måneders betinget fængsel med vilkår om sexologisk behandling for bl.a. disse overgreb.
Retten henviste til, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis, at EMRK, artikel 3 også indebærer en pligt for staten til under visse omstændigheder at træffe positive foranstaltninger dels med hensyn til at undersøge og retsforfølge påståede krænkelser, dels med henblik på at beskytte personer mod at blive udsat for misbrug og overgreb begået af privatpersoner. I sager om overgreb mod børn har EMD således fastslået, at undladelse af at træffe positive beskyttelsesforanstaltninger kan udgøre en krænkelse af EMRK, artikel 3, hvis myndighederne vidste eller burde vide, at der var risiko for, at barnet ville blive udsat for overgreb eller misbrug. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt til, at myndigheden skal iværksætte en undersøgelse, at der forelå forhold, som måtte give myndigheden en begrundet mistanke om misbruget. Det fremgår af EMD’s praksis, at særligt børn og andre sårbare personer har krav på en effektiv beskyttelse fra staten mod alvorlige krænkelser af deres personlige integritet.
Vurderingen af, om kommunen havde krænket EMRK, artikel 3, ved at undlade at træffe positive beskyttelsesforanstaltninger, skulle navnlig foretages på baggrund af en samlet vurdering af oplysningerne, som kommunen var i besiddelse af, kommunens håndtering af oplysningerne og kommunens forpligtelser efter dagældende lov om social service (nu barnets lov). Kommunen havde modtaget en underretning fra børnehaven, der medførte et hjemmebesøg og en samtale med kvindens mor, der kort efter afbrød forholdet til kæresten, som kommunen politianmeldte.
Retten fandt efter en samlet vurdering af indholdet af underretningen og de øvrige oplysninger, som kommunen havde om krænkelserne, at der ikke var oplyst konkrete omstændigheder, som burde have givet kommunen en rimeligt begrundet mistanke om, at der forelå en påregnelig risiko for, at moren ville udsætte kvinden for omsorgssvigssvigt mv. i et sådant omfang, at det udgjorde umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK, artikel 3.
Kvinden havde derfor ikke bevist, at kommunen havde krænket hendes rettigheder efter EMRK, artikel 3.
De tre dommere var enige om sagens udfald.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Kolding den 8. juli 2025 under sagsnr. BS-62143/2023-KOL.