Ikke godtgørelse vedrørende børnehjemsanbringelser

Dom afsagt: 19. januar 2026

Sagen angik, om otte sagsøgere havde krav på hver 300.000 kr. i godtgørelse fra Social- og Boligministeriet for mangelfuldt tilsyn fra det daværende Direktorat for Børne- og Ungdomsforsorgen under sagsøgernes anbringelser på børnehjem i perioden mellem 1948 og 1977. Ingen af anbringelserne var sket på Godhavn, men på otte andre børnehjem.

Sagen blev anlagt den 17. april 2024, og sagsøgernes krav var ved sagens anlæggelse forældede i medfør af både den 5-årige forældelsesregel i 1908-forældelsesloven og den 20-årige forældelse i henhold til Danske Lov, medmindre kravene er omfattede af nugældende forældelseslovs § 3, stk. 5.

Bestemmelsen i forældelseslovens § 3, stk. 5, blev ved lov nr. 140 af 28. februar 2018 indført med tilbagevirkende kraft også for fordringer, der ellers var forældede. Af bestemmelsen følger, at fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne, ikke forældes.

Ved begrebet overgreb forstås sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens § 210 (incest) og § 213 (vanrøgt og nedværdigende behandling mv.). Det kræves ikke efter forældelseslovens § 3, stk. 5, at der foreligger en straffedom for overgrebene. I de tilfælde, hvor der ikke foreligger en straffedom, vil det være op til en domstol at vurdere, om det påståede overgreb har fundet sted.

Retten fandt, at sagsøgernes partsforklaringer alene ikke var tilstrækkelige til, at der var ført bevis for, at de under anbringelserne var udsat for overgreb omfattet af kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) eller § 213 (vanrøgt og nedværdigende behandling mv.). Der var blandt andet ikke ført vidner, som havde overværet behandlingen af sagsøgerne, eller vidner, der havde opholdt sig på børnehjemmene samtidig med sagsøgerne. Der forelå heller ikke lægelige undersøgelser eller andre objektive oplysninger, som kunne understøtte sagsøgernes forklaringer om behandlingen af dem under anbringelserne. Sagsøgerne havde derfor ikke løftet deres bevisbyrde.

Da bestemmelsen i nugældende forældelseslov § 3, stk. 5, herefter ikke kunne finde anvendelse, var sagsøgernes krav forældede. Ministeriet blev derfor frifundet.

Sagen er behandlet under Københavns Byrets sagsnummer BS-19851/2024-KBH.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.