29 jan. 2026
Retten i Horsens
Voldgiftskendelse kendt delvis ugyldig
Dom afsagt: 29. januar 2026
Retten i Horsens har fastslået, at en del af en voldgiftskendelse var ugyldig og i strid med landets retsorden.
Sagsnummer: BS-20094/2024-HRS
Sagen kort fortalt
Sagen angik en tvist mellem to selskaber om gyldigheden af en voldgiftskendelse af 1. februar 2024, afsagt af en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Sagsøgeren krævede, at den del af voldgiftskendelsen, der vedrørte tilkendelse af procesrente for perioden fra den 8. juni 2017 til og med den 17. september 2018, skulle tilsidesættes som ugyldig. Sagsøgeren krævede desuden tilbagebetaling af et beløb svarende til den for meget betalte rente.
Begrundelsen var, at rentekravet havde været bestridt under voldgiftssagen, og at voldgiftsretten havde lagt til grund, at kravet var ubestridt, uden at der var fremsat anbringender eller fremlagt beviser til støtte for rentepåstanden. Sagsøgeren gjorde gældende, at dette indebar en tilsidesættelse af grundlæggende retsplejeprincipper, herunder kontradiktionsprincippet, og at voldgiftskendelsen var i strid med landets retsorden.
Sagsøgte påstod frifindelse og gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte voldgiftskendelsen, idet domstolene ikke kan foretage materiel prøvelse af voldgiftsrettens bevisbedømmelse, og at voldgiftskendelsen ikke var i strid med landets retsorden.
Sagens udfald
Efter en vurdering af om betingelserne for helt undtagelsesvist at tilsidesætte en voldgiftskendelse var opfyldt, fandt retten, at voldgiftsretten havde tilsidesat sagsøgerens adgang til kontradiktion vedrørende rentekravet i sagen. Retten fandt desuden, at voldgiftsretten ved at tilkende et bestridt rentekrav som ubestridt i et tilfælde, hvor rentekravet ikke var underbygget af hverken anbringender eller beviser i voldgiftssagen, havde begået så overordentlig graverende fejl, at den del af voldgiftskendelsen, der vedrørte rentekravet, var åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public). Retten tog derfor sagsøgerens påstand til følge.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Horsens den 29. januar 2026.