Gå til sidens indhold

Retten i Horsens

29 sep. 2025

Retten i Horsens

Planklagenævnet frifundet

Dom afsagt: 29. september 2025

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af nævnets afgørelse af 5. december 2022 om Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kommune-plantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport.

Retten i Horsens har i en dom af 29. september 2025 frifundet Planklagenævnet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af nævnets afgørelse af 5. december 2022 om Horsens Kommunes endelige vedtagelse af kommune-plantillæg nr. 2017-34 med tilhørende miljørapport. Kommuneplantillægget, som blev vedtaget af byrådet i Horsens Kommune den 27.  december 2021, tilvejebringer det planmæssige grundlag for, at der etableres en vejforbindelse mellem Erhvervsområde VEGA i Lund og motorvej E45, tilslutningsanlæg 56B ved Hatting.

Ved afgørelsen af 5. december 2022 havde Planklagenævnet bestemt, at der ikke kunne gives borgeren medhold i en klage, hun havde indgivet over vedtagelsen af kommune-plantillægget og den udarbejdede miljørapport. Den 16. maj 2023 afviste nævnet en anmodning fra borgeren om at genoptage behandlingen af sagen. Sagen for retten angik en prøvelse af denne afgørelse, og herunder om de forvaltningsretlige betingelser for at genoptage nævnets afgørelse af 5. december 2022 var til stede. 

Rettens prøvelse omfattede spørgsmålene om, hvorvidt Planklagenævnet ved den tidligere behandling af sagen havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og hvorvidt der forelå væsentlige nye retlige forhold, som kunne føre til, at nævnet havde pligt til at genoptage behandlingen af klagesagen.

Retten fandt, at Planklagenævnet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl ved den tidligere behandling af sagen. 

Retten fandt videre, at Planklagenævnet ikke på baggrund af borgerens klage havde haft anledning til at prøve spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde overholdt reglerne i indsatsbekendtgørelsen, ligesom retten heller ikke fandt grundlag for at fastslå, at nævnet af egen drift skulle have behandlet dette spørgsmål.

Endelig fandt retten, at det forhold, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ved afgørelse af den 23. februar 2023 ophævede og hjemviste kommunens § 25-tilladelse til et konkret projekt om etablering af en ny forbindelsesvej, ikke var et nyt retligt forhold, som Planklagenævnet skulle have inddraget ved vurderingen af, om betingelserne for genoptagelse af klagesagen vedrørende vedtagelsen af kommuneplantillægget var til stede.