Drift af ridecenter var erhvervsmæssig

Dom afsagt: 22. september 2025

Sagsnummer: BS-35757/2021-HRS

Sagen kort fortalt

To ægtefæller, som sammen drev et ridecenter med bl.a. stutteri, blev af Skat nægtet fradrag for underskud i tre år, hvor Skat mente, at ridecentret ikke var drevet erhvervsmæssigt. I Landsskatteretten gav et flertal på to medlemmer ægtefællerne medhold i, at ridecentret var drevet erhvervsmæssigt. Landsskatterettens mindretal mente, at ægtefællernes virksomhed skattemæssigt skulle opdeles, således at der blev skelnet mellem stutterivirksomhed og øvrige aktiviteter.

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene med påstand om, at ægtefællerne blev nægtet fradrag.

Ægtefællerne fastholdt, at ridecentret var drevet erhvervsmæssigt, således at de havde ret til fradrag for underskuddene.

Parterne var under sagen enige om, at ægtefællernes virksomhed ved bedømmelsen af virksomhedens erhvervsmæssighed skulle behandles som én samlet virksomhed.

Sagens udfald

Retten fastslog, at ægtefællerne havde ret til fradrag for underskud i virksomheden, idet retten fandt, at ægtefællerne havde drevet ridecentret erhvervsmæssigt. Retten nåede dermed frem til samme resultat som Landsskatterettens flertal.

Som begrundelse for afgørelsen anførte retten følgende:
Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Underskuddet fra ridecentret kan kun fradrages i ægtefællernes personlige indkomst, hvis ridecenteret er drevet erhvervsmæssigt, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1.

Af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed følger, at virksomheden dels må have et vist omfang (intensitet), dels må være etableret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet), jf. UfR 2013.2956H. Det er ubestridt, at aktiviteterne i ridecentret havde et sådant omfang, at kravet til intensitet er opfyldt.

I medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, jf. UfR 1994.530H.

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig, må, som anført i Skats juridiske vejledning pkt. C.C.1.3.1, bedømmes ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden. Der kan i den forbindelse også lægges vægt på, om skatteyderen havde de fornødne personlige og uddannelsesmæssige forudsætninger for at drive virksomheden, om denne havde til hensigt at drive virksomheden erhvervsmæssigt, og baggrunden for at virksomheden ikke opnåede de tilsigtede økonomiske resultater, jf. UfR 1978.614H.

Ridecentret, som blev drevet på en landbrugsejendom med 43 ha jord, omfattede i indkomstårene en række forskellige aktiviteter, herunder et stutteri, som efter praksis bedømmes efter de lempelige kriterier for landbrugsejendomme, men også for eksempel undervisning, salg af udstyr, udleje af personale og konsulentbistand.

Parterne er enige om, at ridecentret ved bedømmelsen af virksomhedens erhvervsmæssighed skal behandles som én samlet virksomhed, og det er ubestridt, at ægtefællerne havde de fornødne faglige forudsætninger for på professionel måde at forestå driften af ridecentret.

En skønsmand har ved besvarelsen af spørgsmål 4 sammenfattende vurderet, at stutteriet i 2011-2013 ud fra en teknisk-(landbrugs)faglig bedømmelse har været tilrettelagt og drevet på en sådan måde, at stutteriet kan karakteriseres som professionelt under hensyntagen til de i branchen gældende normer og standarder.

Efter indholdet af en anden skønsmands erklæring lægger retten til grund, at den reelle værdi af flere heste ejet af ridecentret, herunder navnlig to bestemte heste, var betydeligt højere end den værdi, som hestene var optaget til i regnskaberne. Det må således antages, at salg af disse heste ville have medført betydelige indtægter til ridecentret, hvis ikke den ene hest var afgået ved døden, og den anden hest var blevet ramt af sygdom.

Efter den første skønsmands besvarelse af spørgsmål 8 og den ene ægtefælles forklaring lægger retten også til grund, at finanskrisen i 2008 påvirkede rentabiliteten i ridecentret negativt i de følgende år.

Retten finder herefter, at virksomhedens underskud i ikke uvæsentligt omfang må antages at skyldes udefrakommende omstændigheder.

På denne baggrund og efter skønsmændenes øvrige besvarelser og den ene ægtefælles forklaring i øvrigt lægger retten til grund, at ægtefællerne har villet drive ridecentret erhvervsmæssigt forsvarligt.

Ejendommen omfatter blandt andet 43 ha jord, 1.420 m² hestestalde med 46 hestebokse, to ridehaller på henholdsvis 1.320 m² og 800 m², et udendørs rideanlæg på 20.000 m², en skridtmaskine og en longerotunde på ca. 300 m². Ejendommens karakter samt omfanget af aktiviteterne taler for, at driften har været erhvervsmæssig. Endvidere har begge ægtefællerne efter det oplyste anvendt deres fulde arbejdstid på ejendommen.

Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at ægtefællerne i indkomstårene har drevet ridecentret erhvervsmæssigt.

Sagen var en tredommersag og dommerne var enige om sagens udfald.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Horsens den 22. september 2025.