Gå til sidens indhold

Retten i Hillerød

30 jan. 2026

Retten i Hillerød

Dom i sag om manddrab

Dom afsagt: 30. januar 2026

En 64-årig kvinde er idømt fængsel i 10 år for drab begået mod samlever

Et nævningeting har fundet en 64-årig kvinde skyldig i manddrab efter straffelovens § 237 ved at have dræbt sin samlever med to knivstik i brystet. Drabet fandt sted natten mellem den 17. og 18. november 2024 i tiltalte og afdødes fælles hjem i Frederiksværk efter en uoverensstemmelse mellem parterne.

To nævninger stemte for alene at anse tiltalte for skyldig i vold af særlig farlig karakter med døden til følge efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1.

Alle dommere og nævninger fandt, at der ikke forelå nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og at heller ikke betingelserne for straffrihed efter straffelovens § 13, stk. 2, var opfyldt.

Der blev afgivet fem stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 11 år og syv stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 år. Tiltalte blev derfor idømt fængsel i 10 år. Herudover blev tiltalte blandt andet frakendt retten til at få arv mv. fra forurettede.

Den tiltalte ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse og subsidiært formildelse.

Sagen er behandlet af Retten i Hillerød under sagsnr. SS 9-1275/2025.