30 jun. 2025
Retten i Helsingør
10 års fængsel for opbevaring af 87,2 kg amfetamin – tilståelsesrabat
En mand født i 1994 blev i en tilståelsessag idømt fængsel i 10 år for opbevaring af 87,2 kg amfetamin. Sagen kort fortalt Under en ransagning den 16. april 2025 fandt politiet i et kælderrum i Kvistgård tilhørende tiltalte 87,2 kg amfetamin.
10 års fængsel for opbevaring af 87,2 kg amfetamin – tilståelsesrabat
Dom afsagt den 27. juni 2025 (sagsnr. 1650/2025)
En mand født i 1994 blev i en tilståelsessag idømt fængsel i 10 år for opbevaring af 87,2 kg amfetamin.
Sagen kort fortalt
Under en ransagning den 16. april 2025 fandt politiet i et kælderrum i Kvistgård tilhørende tiltalte 87,2 kg amfetamin.
Tiltalte tilstod forholdet, og han ønskede sagen afgjort som en tilståelsessag.
Tiltalte forklarede, at han havde en gæld på omkring 20.000 kr. Han spillede for meget. Han havde et stofmisbrug. Han fik mulighed for at opbevare amfetaminen. Stoffet skulle opbevares i tiltaltes kælderrum i omkring to måneder. For sin hjælp fik han streget gælden.
Retten fastsatte straffen til fængsel i 10 år.
Efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har aflagt tilståelse (tilståelsesrabat). Bestemmelsen er nyaffattet ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Ændringen er et af flere initiativer, der skal medvirke til at nedbringe de lange ventetider og frigøre ressourcer ved domstolene.
Højesteret har i dom af 15. maj 2025 (U.2025.3022H) angivet retningslinjerne for tilståelsesrabatten. Højesteret har opstillet 6 kategorier, der angiver rammerne for tilståelsesrabat.
I den konkrete sag vurderede retten, at sagen var omfattet af kategori 3. Det betyder, at der som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %.
Retten vurderede, at straffen uden tilståelse skulle være fængsel i 12 år. Retten fastsatte tilståelsesrabatten til 2 års fængsel, hvorefter tiltalte med straffet med fængsel i 10 år.
Tiltalte modtog dommen.
Tiltalte protesterede ikke mod anklagemyndighedens anmodning om, at han skulle forblive varetægtsfængslet.
I U.2025.3022H har Højesteret om de 6 kategorier anført bl.a.:
Kategori 1
Ifølge lovbemærkningerne vil en tilståelse »stadig i højere grad kunne medføre en lavere straf, når gerningsmanden tillige har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.«
Højesteret finder, at der i et sådant tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på ca. en tredjedel eller mere.
Kategori 2
Af lovbemærkningerne fremgår, at har »gerningsmanden ikke angivet sig selv, vil der også stadig i højere grad være grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen afgives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.«
Højesteret finder, at der i et sådant tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 20 % og ca. en tredjedel.
Kategori 3
Lovbemærkningerne indebærer, at der i tilståelsessager, hvor politiet ikke spares for en længere efterforskning, ikke kan gives samme tilståelsesrabat som i kategori 2.
Højesteret finder, at der i sådanne tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %. Som eksempel kan nævnes de narkotika- og våbensager, hvor det erkendte forhold svarer til politiets fund hos den pågældende.
Kategori 4
Af lovbemærkningerne fremgår, at der »vil være mindre grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen først afgives under hovedforhandlingen i en domsmandssag eller nævningesag. Hvis tiltalte forud for hovedforhandlingen gennem forsvareren tilkendegiver at ville tilstå flere væsentlige forhold i sagen med den virkning, at bevisførelsen under hovedforhandlingen og dermed antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, kan en sådan tilståelse dog også medføre en lavere straf, selv om der også er forhold, som ikke tilstås.«
Højesteret finder, at der i sådanne tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %, der beregnes ud fra straffen for det eller de tilståede forhold.
Kategori 5
Lovbemærkningerne omtaler ikke tilfælde, hvor tiltaltes tilståelse forud for eller under hovedforhandlingen ikke medfører, at antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, men hvor tilståelsen dog har haft en vis betydning for sagens afvikling.
Højesteret finder, at det i sådanne tilfælde afhænger af omstændighederne, om der skal gives en tilståelsesrabat. I givet fald kan tilståelsesrabatten som udgangspunkt højest udgøre ca. 10 %.
Kategori 6
Lovbemærkningerne omtaler ikke den situation, hvor tiltalte mod sin benægtelse er dømt i byretten, og hvor tilståelsen først afgives under anken.
Højesteret finder, at tilståelsen i et sådant tilfælde som det klare udgangspunkt ikke skal tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen. I en situation, hvor tilståelsen først afgives under anken, spares der typisk ikke ressourcer hos politiet, og der spares heller ikke ressourcer hos byretterne. Endvidere vil en rabat for tilståelse under anken tilskynde til flere ankesager ved landsretterne, hvilket vil være i strid med formålet bag ændringen af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.