21 okt. 2025
Retten i Helsingør
12 års fængsel til 21-årig svensk mand for drabsforsøg og våbenbesiddelse.
Manden blev i en tilståelsessag dømt for bl.a. drabsforsøg ved den 7. maj 2025 i Kokkedal at have affyret fire skud med en AK 47 automat-riffel mod en bil, hvori befandt sig en mand, som den 21-årige var kommet til Danmark for at dræbe.
Sagsnummer: 10-2220/2025.
Sagen kort fortalt
Den 21-årige svensker blev efter sin erkendelse tiltalt for forsøg på manddrab ved at have affyret fire skud med en automatriffel mod en bil i den hensigt at dræbe manden i bilen. Bilen blev ramt, men nåede at køre fra stedet. Forholdet fandt sted i Kokkedal den 7. maj 2025. Manden blev også tiltalt for overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af den AK47-automatriffel, der blev anvendt, samt ammunition til riflen og besiddelse på sit opholdssted af en skarpladt 9 mm pistol med ammunition.
Tiltalte erkendte sig skyldig og forklarede, at han var taget til Danmark fra Sverige for at dræbe en mand, hvis identitet han først fik oplyst, da han var i Danmark. Han forklarede, at han var presset hertil af personer, hvis identitet han ikke ville oplyse om, og at han til gengæld ville få afskrevet narkogæld på 500.000 svenske kroner. Han forklarede videre, at han fik stillet en lejlighed til rådighed, at han fik 10.000 kr. til mad, at der blev leveret en AK 47- automatriffel til ham, og at han fik stillet en bil og et el-løbehjul til rådighed, som han kunne anvende henholdsvis i forbindelse med drabet og til at komme væk fra stedet. Han erkendte ligeledes at have været i besiddelse af automatriflen, som han medtog til Kokkedal mindst en gang i forbindelse med rekognoscering, ligesom han var i besiddelse 9 mm pistolen i den lejlighed, der var stillet til hans rådighed.
Anklagers påstand om straf var fængsel i 12-13 år.
Forsvareren argumenterede for fængsel i 10-11 år.
Dommens resultat
Straffen blev fastsat til fængsel i 12 år. Retten lagde vægt på, at der var tale om et drabsforsøg, som tiltalte var blevet hyret til at foretage. Der var tale om et planlagt forhold, som han var instrueret i af ukendte medgerningsmænd. Forholdet blev forsøgt begået på et offentligt tilgængeligt sted ved anvendelse af et særligt farligt våben i form af en automatriffel, og et af skuddene var gået igennem vinduet og stuen på en genbo-ejendom. Retten lagde endvidere vægt på besiddelsen af automatriflen på offentlig tilgængeligt sted og på besiddelse af pistolen med ammunition i lejligheden. Straffen blev fastsat efter straffelovens § 237, jf. § 21 og § 81 b og § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, til dels jf. § 81 b.
Der blev kun i meget begrænset omfang i formildende retning lagt vægt på tilståelsen.
Der blev hos den tiltalte konfiskeret blandt andet en pistol med ammunition og en Kalashnikov maskinpistol med ammunition.
Den tiltalte blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Helsingør den 20. oktober 2025.