Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

16 dec. 2025

Retten i Glostrup

Minkavlere får ikke torterstatning

Dom afsagt: 16. december 2025

Tre minkavlere havde sagsøgt Fødevarestyrelsen med krav om erstatning for tort som følge af Fødevarestyrelsens ulovlige påbud under corona om, at alle mink skulle aflives

Sagsnummer: BS-42468/2022-GLO

Retten fandt det ikke godtgjort, at de tre minkavlere – udover erstatningen for deres økonomiske tab – havde ret til godtgørelse for tort, og frifandt herefter Fødevarestyrelsen.

Det fremgår af rettens begrundelse:

”Det spørgsmål, som retten skal tage stilling til, er, om de tre sagsøgende minkavlere, der alle havde minkfarme uden corona-smittede dyr og uden for smittezonerne, er berettigede til torterstatning. Kravet er begrundet med, at sagsøgte, Fødevarestyrelsen, den 6. november 2020 sendte et brev til dem i e-Boks, hvoraf det fremgik, at alle mink skulle aflives, og at aflivningen skulle være afsluttet den 16. november 2020.

I overensstemmelse med den af Folketinget nedsatte granskningskommissions beretning finder retten, at der var tale om et egentligt påbud til minkavlerne om, at de skulle aflive alle deres mink. Retten er ligeledes enig med kommissionen i, at Fødevarestyrelsen ikke havde hjemmel til at udstede et sådant påbud.

Retten finder ikke grund til at betvivle minkavlernes forklaringer om, at aflivningen af minkene gjorde dem frustrerede, at de fik det rigtigt skidt, at de måtte sige farvel til det, de levede og åndede for, og at de skulle slå deres ”livsværk og fremtid” ihjel med egne hænder.

En forudsætning for, at påbuddet af 6. november 2020 kan udløse ménerstatning er imidlertid, at minkavlerne har aflivet deres mink på grund af påbuddet.

Inden udsendelsen af påbuddet den 6. november 2020 havde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 4. november 2020 sagt, at det var nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Fødevareminister Mogens Jensen havde på samme pressemøde sagt, at minkavlere, der aflivede deres mink hurtigt, ville få en ekstra kompensation. Det fremgår af en samtidig udsendt pressemeddelelse, at regeringen ville indføre en tempobonus på 20 kr. pr. mink, hvis alle mink i besætningen var aflivet inden for 10 dage.

De sagsøgende minkavlere har ikke gjort gældende, at udtalelserne på pressemødet udgjorde et ulovligt påbud og dermed kunne begrunde erstatningskravet.

De tre sagsøgende minkavlere påbegyndte efter pressemødet aflivningen. For den enes vedkommende skete det den 4. november 2020 om aftenen og for de to andres vedkommende den 5. november 2020 om morgenen. Som forklaret af minkavlerne skyldtes dette respekt for statsministerens udtalelser, at deres interesseorganisation CPH Fur opfordrede dem til det og for at optjene tempobonus.

Den 10. november 2020 sendte Fødevarestyrelsen et nyt brev til alle minkavlere, hvoraf det blandt andet fremgik, at det var nødvendigt at præcisere brevet fra den 6. november, idet Fødevarestyrelsen beklagede, at det af brevet ikke fremgik, at der for farme uden for smittezonerne alene var tale om en opfordring til aflivning af hensyn til folkesundheden.

Uanset Fødevarestyrelsen betegner det som en præcisering, var der i realiteten tale om, at det påbud man den 6. november 2020 havde givet blandt andre de tre sagsøgere, blev trukket tilbage.

Denne tilbagetrækning af påbuddet fik ikke de sagsøgende minkavlere til at indstille aflivningen af deres mink.

På denne baggrund finder retten det ikke godtgjort, at det ulovlige påbud af den 6. november 2020 havde nogen indflydelse på de sagsøgende minkavleres handlinger eller i øvrigt påvirkede dem. Allerede af denne grund frifindes Fødevarestyrelsen for påstanden om torterstatning.

Da de sagsøgende minkavlere ikke er blevet påvirkede af det ulovlige påbud, har de ingen retlig interesse i at få taget stilling til, om det var i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor påstanden herom afvises fra retten.”

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 16. december 2025.