Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

16 dec. 2025

Retten i Glostrup

Mand dømt for vold mod hustru og børn

Dom afsagt: 16. december 2025

En nu 39-årig mand er blevet idømt 1 års fængsel for gennem flere år at have udsat sin hustru og deres fire børn for vold.

Sagsnummer: SS 5704/2025

Sagen kort fortalt

Manden var tiltalt for i perioden fra 2015 til medio januar 2025 at have udsat sin daværende hustru for mishandling i form af bl.a. lussinger, slag, spark, halsgreb og slag på kroppen med en pind. Han var derudover tiltalt for dagligt eller ugentligt at have mishandlet deres 4 børn, hvoraf de tre er født efter 2015. Tiltalen omfattede bl.a. lussinger, slag med flad hånd og med pind på kroppen og tvangsfodring af et af børnene.

Manden var også tiltalt for psykisk vold mod hustruen og børnene i perioden fra april 2019 til medio januar 2025 og for at have voldtaget hustruen adskillige gange kontinuerligt gennem en periode på 7 år, samt vidnetrusler.

Manden, der havde siddet varetægtsfængslet i sagen siden den 5. marts 2025, erkendte enkeltstående tilfælde af vold mod børnene, men nægtede sig i øvrigt skyldig.

Sagen var af anklagemyndigheden rejst som en nævningesag som følge af voldtægtsforholdene. Sagen blev behandlet over ni retsdage ved Retten i Glostrup.

Dommens resultat

Et enigt nævningeting fandt det bevist, at den 39-årige var skyldig i dele af voldsforholdene.

Retten lagde vægt på tre videoer optaget af hustruen, der viste vold mod børnene. På videoerne så man manden give et af børnene lussinger og smide et af børnene ned mod gulvet og holde barnet fast om nakken. Man så tillige manden tvinge mad i munden på et af børnene, mens barnet blev holdt fast og slået i ansigtet.

På baggrund af videoerne og forklaringerne fra de tre ældste børn fandt retten det bevist, at tiltalte, siden børnene var små, adskillige gange havde udsat dem for vold – for de to af børnenes vedkommende i perioder dagligt. Retten fandt det på baggrund af børnenes forklaringer tillige bevist, at hustruen også adskillige gange var blevet udsat for vold.

Retten fandt det bevist, at der var tale om mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, for de to børn, der i perioder havde været udsat for vold dagligt.

For de øvrige børn og for hustruen var der ikke tale om mishandling, men om vold omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, og til dels stk. 1.

Manden blev frifundet for psykisk vold, voldtægter og vidnetrusler, idet hustruens forklaring herom blev tilsidesat som utroværdig, og der ikke var andre beviser, der understøttede tiltalen i disse forhold. Retten lagde herved vægt på parternes omfattende indbyrdes sms-korrespondance og på, at hustruens forklaring på flere punkter var i direkte modstrid med en række faktuelle oplysninger i sagen. Parternes korrespondance og en række vidneforklaringer understøttede således på en del punkter snarere tiltaltes forklaring om familiens samliv.

Straffen blev af flertallet fastsat til fængsel i 1 år, idet der blev afgivet en stemme for fængsel i 1 år og 6 måneder.

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på voldens karakter og omfang og børnenes alder.

Den 39-årige udbad sig betænkningstid i forhold til anke.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 16. december 2025.