16 dec. 2025
Retten i Glostrup
Mand dømt for grov vold, voldtægt og frihedsberøvelse af kvinde.
Dom afsagt: 16. december 2025
En nu 51-årig mand er fundet skyldig i at have frihedsberøvet en kvinde, idet han med vold og trusler forhindrede kvinden i at forlade hans lejlighed i Ishøj. Manden udsatte kvinden for grov vold, truede hende med en kniv, truede med at slå hende og hendes børn ihjel og vold-tog hende.
Sagsnummer: S31-6188/2025
Sagen kort fortalt
I november 2024 mødte den da 50-årige mand og den da 51-årige kvinde hinanden gennem Tinder. De datede i en periode, hvor kvinden blandt andet flere gange besøgte manden i hans lejlighed i Ishøj. En aften, da de havde været ude at spise, overtalte manden kvinden til at tage med hjem.
Kvinden opholdt sig i lejligheden i mere end 3 dage, inden hun en morgen flygtede fra lejligheden, mens manden sov. Hun efterlod taske, nøgler, mobiltelefon mv. i lejligheden. Ved en nærliggende tankstation opsøgte hun en fremmed kvinde, der kørte hende til hendes bopæl, hvor en ejendomsfunktionær hjalp kvinden ind i hendes lejlighed. Sagen blev anmeldt til politiet senere samme dag, hvor kvinden også blev undersøgt på hospitalet. På hospitalet blev der fundet omfattende skader på kvinden.
Manden blev anholdt 24 dage senere, da det lykkedes politiet at finde ham på en anden adresse. Ved anholdelsen var han i besiddelse af kvindens mobiltelefon. Manden blev herefter varetægtsfængslet.
Anklagemyndigheden rejste tiltale, og sagen blev behandlet af et nævningeting ved Retten i Glostrup. Sagen blev behandlet over 4 retsdage.
Manden nægtede sig skyldig i tiltalen. Han erkendte, at han slog kvinden to gange i ansigtet med flad hånd.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at kvinden blev tilbageholdt i lejligheden mod sin vilje, og at hun ikke forsøgte at flygte fra lejligheden på grund vold og trusler om vold.
Retten fandt det herunder bevist, at manden udsatte kvinden for omfattende grov vold, hvor han flere gange slog hende i ansigtet med knytnæver og slog hende flere forskellige steder på kroppen med skæftet på en hammer. Manden truede kvinden med hammeren og en kniv og sagde, at han ville dræbe hende, hendes børn og hendes børnebørn.
I de følgende dage udsatte manden kvinden for yderligere vold ved blandt andet at presse sine fingre ind i øjnene på hende, blokere for hendes luftveje ved at dække hendes næse og mund, nikke hende en skalle og tage halsgreb på hende. Manden fortsatte desuden med at true kvinden og sagde blandt andet, at han ville partere hende og pakke hende ind i poser, som han havde liggende i lejligheden.
Den ene aften udsatte manden også kvinden for fuldbyrdet voldtægt.
Retten fandt desuden manden skyldig i at have truet to forskellige fængselsbetjente i Vestre Fængsel den dag, han blev varetægtsfængslet.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om forvaring, og Retslægerådet havde peget på, at forvaring var påkrævet.
Efter stemmeflertallet blev straffen fastsat til fængsel i 4 år og 6 måneder, mens et mindretal ville fastsætte straffen til 5 år. Retten lagde vægt på, at frihedsberøvelsen strakte sig over mere end 3 døgn og på de skader, som kvinden blev pådraget som følge af den vold, manden udsatte hende for, samt at kvinden under frihedsberøvelsen blev voldtaget. Retten lagde også vægt på, at tiltalte ikke tidligere var blevet straffet for frihedsberøvelse eller voldtægt.
Den 51-årige mand er født og opvokset i Danmark, men er nordmakedonsk statsborger. Han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 9 år.
Sagen var en nævningesag.
Tiltalte valgte at anke dommen til frifindelse.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 16. december 2025.