Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

29 okt. 2025

Retten i Glostrup

56-årig mand fundet skyldig i grooming og blufærdighedskræn-kelse.

Dom afsagt: 29. oktober 2025

En 56-årig mand er fundet skyldig i at have groomet to piger på 14 år og at have blufærdighedskrænket fem unge kvinder ved i smug at have taget billeder af deres ben. Manden havde mødt de forurettede gennem en fælles interesse for heste.

Sagsnummer: S36-2892/2025

Sagen kort fortalt
Sagen handlede om, hvorvidt den i dag 56-årige mand havde groomet to piger på 14 år, der passede hans hest, og om det var blufærdighedskrænkelse, at manden i forbindelse med ridestævner i 2019, 2020, 2023 og 2024 havde taget billeder af unge kvinder uden deres viden og tilladelse. Billederne var overvejende taget, mens kvinderne sad ved et bord, og billederne viste kvindernes ben under bordet. Kvinderne deltog som hjælpere ved ridestævnerne sammen med manden, og billederne var oftest taget, mens kvinderne befandt sig i pauserum og baglokaler. 

I oktober 2024 modtog politiet en anmeldelse fra en mor, som var bekymret over, at de to piger på 14 år modtog beskeder på Snapchat fra den mand, som de passede heste for, idet manden var en del år ældre end pigerne. Anmelder fremsendte til politiet billeder af nogle af de beskeder, som manden havde sendt til pigerne.
 
Ved en ransagning i oktober 2024 fandt politiet på tiltaltes telefon mapper, der var navngivet med pigenavne. I mapperne lå bl.a. billeder af unge kvinder, som var taget med tiltaltes telefon. Nogle af billederne viste ikke personernes ansigter, men viste alene personernes ben, mens personerne sad ved et bord, så det så ud som om, at billederne var taget i smug under bordet. Billederne var taget ved ridestævner afholdt forskellige steder i Danmark.

Dommens resultat
Sagen er blevet behandlet ved Retten i Glostrup over to retsdage. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for grooming af de to piger på 14 år og for blufærdighedskrænkelse af fem andre unge kvinder, som var på nogle på de billeder, der blev fundet i tiltaltes telefon. Derudover var der rejst tiltale for uberettiget at have fotograferet personer, der befandt sig på et ikke frit tilgængeligt sted. 

De to piger på 14 år og de fem unge kvinder har afgivet vidneforklaringer for retten, og de omhandlede billeder og Snapchatbeskeder er blevet fremvist i retten.  

Grooming efter straffelovens § 231 er en nutidig udgave af det, der før i tiden blev betegnet som børnelokkeri. Det er en betingelse, at gerningspersonen opbygger en relation til en person under 18 år med henblik på at begå en seksualforbrydelse. Ved grooming er det selve den proces, hvor personen opbygger en relation til et barn eller en ung med henblik på at begå seksuelle overgreb, der er kriminaliseret. Det er ikke afgørende, om det kan bevises, hvilken form for seksuel krænkelse, gerningspersonen har til hensigt at begå. 

Retten fandt tiltalte skyldig i grooming af de to piger på 14 år. Retten fandt det bevist, at tiltalte op-byggede en relation i forbindelse med, at pigerne fik lov til at passe og ride på hans hest. Tiltaltes kontakt til pigerne udviklede sig over nogle måneder til gradvist at blive af mere privat og grænse-overskridende karakter og til også at foregå sent om aftenen. Retten fandt det også bevist, at tiltalte havde til hensigt at begå en seksuel krænkelse. Retten lagde i denne forbindelse også vægt på, at tiltalte for mange år siden var blevet dømt for at have begået overgreb mod et barn på 14 år. 

Retten har endvidere fundet tiltalte skyldig i blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, stk. 1, af fem unge kvinder, som på gerningstidspunkterne var mellem 15 og 23 år. Tiltalte kendte kvinderne gennem den fælles interesse for ridesporten, og kvinderne var blevet antaget af tiltalte til at hjælpe ved præmieoverrækkelserne ved større ridestævner rund om i landet. Under ridestævnerne tog tiltalte billeder af kvinderne, uden de vidste det. Billederne blev taget, mens kvinderne sad ned, og billederne viste kvindernes ben, der enten var bare eller iført sorte nylonstrømper. Tiltalte gemte i en årrække billederne på sin telefon.

Retten har fundet tiltalte delvis skyldig i at have taget billeder af personer, der befandt sig på ikke frit tilgængelige steder, jf. straffelovens § 264 a.  

Tiltalte blev straffet med fængsel i 3 måneder. Ved straffens fastsættelse har retten lagt vægt på, at tiltalte overfor de to piger på 14 år udnyttede sin overlegenhed og erfaring inden for hesteverdenen, og at tiltalte systematisk indsamlede billeder af de unge kvinder under deltagelse i ridestævner, og at han kom tæt på de forurettede som følge af det tillidsforhold, der var mellem dem.
Retten har som formildende omstændighed lagt vægt på karakteren af billederne, herunder at billederne ikke indeholder nøgenhed.  

Tiltalte er endvidere blevet frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i en periode på 2 år. 

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 29. oktober 2025.