01 okt. 2025
Retten i Glostrup
18-årig mand fundet skyldig i grov vold mod to mænd i Hvidovre.
Dom afsagt: 1. oktober 2025
En nu 18-årig mand er blevet idømt 2 år og 3 måneders fængsel for grov vold ved den 14. oktober 2024 at have hugget to mænd på hen-holdsvis 31 og 32 år med en machete. Tre medtiltalte blev frifundet.
Sagsnummer: SS 88/2025
Sagen kort fortalt
Den 14. oktober 2024 ca. kl. 21 blev to brødre på 32 år og 31 år ramt af en machete foran et pizzeria i Avedøre. Den ene bror, som blev ramt i ryggen, var måske i livsfare, mens den anden bror, som blev ramt i låret og fik overskåret pulsårer, var i livsfare.
Macheten blev anvendt af den 18-årige, der var sammen med fire venner, som han tidligere på aftenen havde været ude at køre i bil sammen med.
Der var enighed om, at der samme aften ca. kl. 20.45 havde været en konflikt mellem den 32-årige og gruppen af unge i bilen, fordi de havde kørt på en cykelsti.
Gruppen af unge kontaktede den 32-årige, som de så på pizzeriaet ca. kl. 20.55, hvorefter der opstod en diskussion. Den 32-årige kontaktede sine to brødre på 31 år og 24 år, der ankom til stedet ca. 10 minutter senere.
Ganske kort tid derefter opstod der et slagsmål, hvor den 18-årige trak en machete frem og skar den 31-årige i lænden og den 32-årige i det ene ben.
Den 18-årige og tre af vennerne løb fra stedet, mens den sidste fra gruppen ringede 112 og blev på stedet, indtil politi og ambulance nåede frem. Anklagemyndigheden rejste tiltale mod den 18-årige og tre af vennerne for drabsforsøg. Der blev ikke rejst tiltale mod ham, der blev på stedet
Dommens resultat
Et enigt nævningeting nåede frem til, at mødet ved pizzeriaet var tilfældigt, og at det ikke var bevist, at de tre medtiltalte vidste eller havde forstået, at den 18-årige havde medbragt en machete.
På baggrund af navnlig videoovervågningen fra gerningsstedet og forklaringerne fra vidner fandt et enigt nævningeting, at det var de tre brødre, som havde startet slagsmålet. Det lå efter videoovervågningen fast, at slagsmålet startede ca. 15 sekunder efter, at den 31-årige og den 24-årige ankom, og at slagsmålet var afsluttet efter yderligere ca. 15 sekunder, hvor de to af brødrene var blevet ramt af macheten.
På baggrund af den måde, som den 18-årige havde ramt de forurettede på, og efter oplysningerne om den kraft, der var blevet anvendt, fandt nævningetinget ikke, at det var bevist, at han havde til hensigt at bringe den 32-årige og 31-årige i livsfare. Den 18-årige blev derfor frifundet for drabsforsøg, men i stedet fundet skyldig i grov vold.
Nævningetinget mente ikke, at den 18-årige havde handlet i lovligt nødværge, og han var derfor ikke straffri.
De tre medtiltalte blev frifundet for medvirken til den grove vold, da de heller ikke ved deres handlinger havde tilsluttet sig volden med macheten.
Anklagemyndigheden havde yderligere tiltalte alle fire for forsøg på vold med en knivlignende genstand mod den tredje bror. De blev alle frifundet for denne tiltale, hvilket var efter anklagemyndighedens påstand.
Den 18-årige blev også fundet skyldig i forsøg på at flygte fra en lukket ungdomsinstitution, hvor han havde været varetægtsfængslet under sagen, da han på gerningstidspunktet kun var 17 år.
Den 18-årige havde erkendt, at han havde forsøgt at flygte under sin varetægtsfængslet.
Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 3 måneder.
Dommerne og nævningerne lagde ved strafudmålingen vægt på karakteren af de skader, de forurettede havde fået, og på omstændighederne ved voldshandlingerne, herunder at de var begået efter, at brødrene havde startet den fysiske konflikt, og på at tiltalte på gerningstidspunktet var mindreårig.
Der blev afgivet 9 stemmer for 2 år og 3 måneders fængsel, og 3 stemmer for 2 års fængsel. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.
De juridiske dommere bestemte, at den 18-årige tiltalte skal betale henholdsvis 20.000 kr. og 15.000 i krænkelsesgodtgørelse til hver af de to forurettede.
Den 18-årige mand udbad sig betænkningstid.
Den 18-årige, som har været varetægtsfængslet i sagen siden 15. oktober 2024, blev løsladt.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 1. oktober 2025.