30 jun. 2025
Retten på Frederiksberg
4 års fængsel for at fremme Islamisk Stat
Dom afsagt: 30. juni 2025
Retten på Frederiksberg har idømt en marokkansk kvinde fængsel i 4 år, men ikke udvisning, for at have fremmet Islamisk Stat.
Kvinden tilstod i retten sin medvirken til at fremme terrororganisationen Islamisk Stat i perioden fra 2014 til 2018 ved at have opholdt sig som husmor og i en kortere periode at have hjulpet på et hospital i Syrien. Retten fandt, at kriminaliteten var af en sådan karakter, at retshåndhævelseshensyn talte imod, at straffen skulle nedsættes som følge af tiltaltes tilståelse. Under hensyn til, at tiltalte er primær omsorgsperson for to mindreårige børn, som er danske statsborgere, fandt retten, at det ville stride mod TEUF artikel 20, hvis tiltalte skulle udvises. Tiltalte fik derfor en advarsel efter udlændingeloven.
Sagen har journalnummer SS-2667/2025.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Retten på Frederiksberg, Retsafdelingen, tlf.nr. 99 68 50 30 eller mail ret.frb@domstol.dk. Anmodning om aktindsigt sendes til akt.frb@domstol.dk.