21 nov. 2025
Retten på Frederiksberg
Dom i sag om forsøg på manddrab
Dom afsagt: 21. november 2025
Retten på Frederiksberg har i dag idømt straffe mellem 8 og 12 års fængsel i en sag, hvor 6 personer var tiltalt for at have forsøgt at slå en eller flere uidentificerede personer ihjel.
4 danskere og 2 svenskere blev ved nævningeting dømt for i august 2024 at have forsøgt at slå en eller flere personer ihjel. I sagen var de to svenskere over krypterede tjenester blevet hyret til mod betaling af begå drab ved anvendelse af skydevåben og håndgranater. Drabene blev forsøgt udført ad flere omgange, men mislykkedes i sidste ende, da den ene blev stoppet af politiet, mens han var i besiddelse af 2 håndgranater.
Alle voterende var enige om at fastsætte straffen for den ene svensker betydeligt lavere, da han var 16 år på gerningstidspunktet, men der var i øvrigt ikke enighed om strafudmålingen. Straffene blev efter stemmeflertallet fastsat til 12 års fængsel for alle de 4 danskere (den ene dog som en tillægsstraf på 11 år og 8 måneder), 11 års fængsel for den ene svensker og 8 års fængsel for den 16-årige svensker. Den svensker, der fik 11 års fængsel, modtog dommen, mens de øvrige ankede med påstand om frifindelse.
Sagen har journalnummer SS-1214/2025.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Jacob Waage, mail ret.frb@domstol.dk. Anmodning om aktindsigt sendes til akt.frb@domstol.dk.