Retten på Frederiksberg

23 apr 2020

Retten på Frederiksberg

Afvisning m.v. af de sidste sager ved Retten på Frederiksberg

Afvisning m.v. af de sidste sager ved Retten på Frederiksberg anlagt af Copyright Management Services Ltd. (CMS) og M.I.C.M. MIRCOM International Content Management & Consulting Ltd. (MIRCOM)

I forlængelse af Østre Landsrets domme af 8. april 2020 i sagerne BS-39423/2019-OLR, BS-41550-OLR og BS-41559/2019-OLR har Retten på Frederiksberg ved 39 retsbøger den 20. april 2020 afvist de resterende af de af CMS anlagte sager fra retten.

Den 21. april 2020 har MIRCOM hævet de resterende af de sager, som MIRCOM havde anlagt ved retten.

De 39 retsbøger om CMS-sagerne indeholder – ud over afvisningen – en række betragtninger fra retten med hensyn til de omfattende juridiske og bevismæssige spørgsmål, som sagerne efter rettens opfattelse ville have givet anledning til, hvis sagerne skulle have været fremmet til dom.

Et af disse spørgsmål er, hvorledes et eventuelt berettiget krav for krænkelse af ophavsretten under anvendelse af BitTorrent-teknologi kan gøres op (når det i øvrigt ikke kan bevises, hvem der har placeret et ophavsretligt beskyttet værk i BitTorrent-netværket). Med henvisning bl.a. til en rapport af 10. oktober 2018 udarbejdet af Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU) anføres herom i retsbøgerne bl.a.:

”Den eneste sagkyndige rapport, der udtaler sig om spørgsmålet om MaverikMonitors mulighed for at påvise antallet af ”delinger”, afviser altså, hævet over enhver tvivl, at der kan sættes nogen form for lighedstegn mellem antallet af ”delinger”og swarmsize.

Det kan således konkluderes, at det allerede af den grund er faktuelt forkert, når CMS og MIRCOM sætter lighedstegn mellem størrelsen af en ”swarm” og antallet af delinger på et bestemt klokkeslæt og hævder, at en ”swarmsize” på mere end 110 viser, at der er sket ”delinger” i tilsvarende antal. Der er således ingen dækning for, at CMS/MIRCOM kræver betaling for den påståede ophavsretskrænkelse, som om det var bevist, at sagsøgte på det pågældende tidspunkt havde foretaget 110 selvstændige ophavsretskrænkelser, ”delinger”, svarende til fuld ”eksemplarfremstilling” og videredistribution af disse eksemplarer til (mindst) 110 andre, og der er dermed ingen dækning for at kræve et vederlag på 70 kr. gange 110, der netop hviler på en beregning svarende til, at der var sket en sådan eksemplarfremstilling og videredistribution.

Den retvisende beskrivelse er derimod, at hvis der er 110 deltagere i en ”swarm”, så vil disse deltagere – hvis de alle har downloadet den pågældende fil fuldt ud ved hjælp af BitTorrent-teknologien – alle have udnyttet denne teknologi til at hente forskellige dele af filen hos hinanden (men altså kun i et samspil med i alt maksimalt 50 computere) med henblik på hurtigst muligt at kunne downloade og åbne den pågældende fil på deres egen computer uden at betale herfor.

Som ovenfor anført betyder dette imidlertid netop ikke, at hver af de 110 deltagere har foretaget 109 ”delinger” til de øvrige deltagere i netværket af det pågældende værk, men blot at ophavsretsindehaveren i 110 tilfælde er gået glip af den betaling for download af filmen, som ophavsretsindehaveren havde krav på.”

Herudover har retten bl.a. konstateret, at de øvrige foreliggende sagkyndige erklæringer om den software, der angiveligt havde indhentet beviserne i samtlige sager, MaverikMonitor, udtalte sig modstridende om MaverikMonitors pålidelighed og ufejlbarlighed.

De 39 retsbøger er i det væsentlige identiske, men der er dog visse forskelle, afhængig af den konkrete sags omstændigheder, herunder hvilke selskaber, ophavsretsindehavere, filmtitler, episoder fra serier og scener fra pornofilm, sagen omhandler.

Tre eksempler på disse retsbøger kan læses i deres fulde ordlyd her, her og her.

De værker, som sagerne omfattede, var:

Anlagt af CMS

Close Range, Criminal, Eden, Flaskepost fra P, Good Kill, Homefront, I.T., London has Fallen, Marauders, Mechanic: Resurrection, Mr. Church, Pay the Ghost, Survivor, The Zero Theorem og Z Nation – sæson 2, episode 10 og 14.

Anlagt af MIRCOM

Hot MILF Craves Anal, It Started With a Kiss for Riley and Elsa (scene fra Girls that Like Girls), Latin Bombshell (scene fra filmen Latin Asses vol. 3), Preachers Daughter, She’s a Hotwife og Veronica Rodriguez – Latina Squirt Goddess.

Det skal bemærkes, at det af retsbøgerne fremstår som om, Retten på Frederiksberg og Østre Landsret også havde afvist sager anlagt af MIRCOM. Dette er ikke tilfældet, men det anførte er udtryk for, at MIRCOM såvel for landsretten som i en række sager ved Retten på Frederiksberg havde støttet CMS i det af CMS anførte om, at MIRCOM havde overdraget sin angivelige ret til at føre sagerne i eget navn i Danmark til CMS. Det anførte i retsbøgerne dækker over, at MIRCOM herefter – efter rettens opfattelse – heller ikke (længere) kunne anses for rette sagsøger i de sager, som MIRCOM havde anlagt.

Samtlige de 205 sager, som CMS og MIRCOM tilsammen havde anlagt ved Retten på Frederiksberg har hermed fundet deres afgørelse.

 

Summary in English

Dismissal (i.a.) of cases filed by Copyright Management Services Ltd. (CMS) and M.I.C.M. MIRCOM International Content Management & Consulting Ltd. (MIRCOM) from the District Court of Frederiksberg

Following three rulings of April 8, 2020 from the Eastern High Court that stated that CMS had not proven that they had the right to file the three cases in question, regarding peer-to-peer (BitTorrent) copyright infringements, in their own name before the courts, the District Court of Frederiksberg on April 20, 2020 has dismissed the remaining 39 cases filed by CMS pending before the district court.

On April 21, 2020 MIRCOM has withdrawn their remaining cases from the district court.

The 39 rulings, however, in addition to the dismissals also contain some views of the court regarding the legal and factual problems that would have had to be dealt with if the plaintiff had had the right to sue. One major question was how the amount sued for (7.500 DKR/1.000 EUR) could be justified.

Based on (among other things) a report from October 10, 2018 from the Norwegian university of science and technology (NTNU) the District Court of Frederiksberg concluded that the demand in each of the cases (the 7.500 kr./1.000 EUR) had no factual or legal basis. The plaintiffs claimed that the size of the so-called “swarm” in a BitTorrent-network sharing a file equaled how many times the file had been shared with other participants in the network. In each of the cases the plaintiffs then stated that the defendant had participated in a swarm consisting of at least 110 people, and since the file was a copyrighted film the defendant should pay (approximately) 70 kr. (10 EUR) for each of the (at least) 110 times the film had been shared in the network and thus securing that at least a 110 people could get a copy of the film without paying for it. The District Court stated that this was not a correct way to look at it given the way the BitTorrent-technology works. At best, 110 participants in a swarm only meant – in the courts opinion – that the copyright holder had lost revenue for the film 110 times and in that case could claim (approximately) 70 kr. (10 EUR) from each infringer but not 7.500 kr. (1.000 EUR) from each of the 110 participants in the swarm.

Based on (among other things) other technical reports that had been used in similar cases in the United States the District Court of Frederiksberg also noted that there seemed to be serious questions about the reliability of the data allegedly collected as evidence in the cases by the software system MaverikMonitor and that neither the defendants nor the courts had access to control the validity of the data and the handling of the data, all of which were collected at a particular point in time years back (2015 and 2016). The court also noted that since all the cases were concerning copyright infringements allegedly committed at one particular point in time, in either 2015 or 2016, the defendants would most likely not in 2020 be able to show that they themselves had not – at the particular time in question – used a particular IP-address to commit such infringements.