Gå til sidens indhold

Retten på Frederiksberg

04 dec 2020

Retten på Frederiksberg

Bedrageri ved opkald til over 600 ældre

Retten på Frederiksberg har afsagt dom i en sag, hvor 3 personer er dømt for at have franarret ældre penge ved at udgive sig for at være deres barnebarn

Retten på Frederiksberg har afsagt dom i en sag, hvor 3 personer er dømt for at have franarret ældre penge ved at udgive sig for at være deres barnebarn.

De ældre blev ringet op og narret til at tro, at de talte med deres barnebarn, som havde brug for penge til at købe en bil, som de var kørt galt med. 11 gange lykkedes det at få de ældre til at betale i alt 900.000 kr. i den tro, at det var til et barnebarn i nød.

Pengene blev enten afhentet hjemme hos de ældre eller blev overført via banken. Derudover var der over 600 gange ringet til ældre, hvor de enten ikke lod sig narre, eller hvor telefonen ikke blev taget.

De nu dømte blev anholdt og varetægtsfængslet den 7. august 2019. En 32-årig mand med vietnamesisk oprindelse blev fundet skyldig i fuldt omfang og idømt en fængselsstraf på 3 år og 9 måneder. Han er født og opvokset i Danmark, hvor han også har familie, men blev udvist med indrejseforbud for bestandig.

En 24-årig kvinde og en 25-årig mand blev fundet skyldige i mindre omfang og idømt fængselsstraffe på henholdsvis 1 år og 6 måneder delvist betinget, og 1 år.

Sagen er blevet behandlet af en domsmandsret over 14 retsdage. Der er under sagen afhørt over 20 vidner, hvoraf mange er ældre i 80’erne og 90’erne med bopæl over hele landet. Disse vidner er i vidt omfang afhørt via video for at undgå transport til Retten på Frederiksberg.

Den 32-årige mand ankede dommen til frifindelse i det ikke erkendte omfang og til formildelse. De to øvrige dømte udbad sig betænkningstid.

Den 32-årige blev fortsat varetægtsfængslet efter dom.

Sagen har j.nr. SS 3010/2020.

Yderlige oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Christian Lundblad, tlf.nr. 99 68 51 11 eller mail chl@domstol.dk.