Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

22 feb 2021

Retten på Færøerne

afsagt den 30. maj 2017

Bót og treytaða frádøming av koyrikortinum

D O M

 

 

afsagt den 30. maj 2017

 

Rettens nr. 1-…/2017

Politiets nr. 5600-96370-….

 

Anklagemyndigheden

mod

(T)

født den … 1967

boende …

 

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 21. februar 2017.

 

T er tiltalt for overtrædelse af

færdselslovens § 23, stk. 1 og 36, stk. 4 - ved den 12. oktober 2015 ca. kl. 16.00 på Vegurin Langi í Hoyvík, som fører af lastbil …, ikke at have optrådt hensynsfuldt og udvist fornøden agtpågivenhed, idet tiltalte ikke havde sikret sig, at lasten var forsvarligt fastspændt, hvorved en tønde faldt af ladet og ramte et stakit.

 

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf og taget forbehold om at rejse erstatningskrav på et senere tidspunkt.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens  § 59a, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

 

Sagens oplysninger

 

Der blev afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet politiassistent ….

Forklaringerne er lydoptaget. Forklaringerne gengives ikke i dommen.

Der har været fremlagt fotomappe.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter tiltaltes forklaring lægger retten til grund, at årsagen til at tønden faldt af under kørslen var, at den havde rykket sig under en opbremsning, og at remmene, som tønderne var fastspændt med, derved var blevet løse. Tønden væltede af i et sving.

 

Tiltalte fragtede tønderne som led i sit arbejde. Tønderne vejede efter sagens oplysninger 262 kg pr. stk.

 

Det er rettens opfattelse, at tiltalte ikke havde sikret sig, at tønderne stod forsvarligt fastspændt til sædvanlig transport, herunder eventuelle undvigemanøvrer og opbremsninger. Tiltalte findes derfor skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

 

Straffen fastsættes til en bøde på 500 kr., jf. færdselslovens § 58a, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, og § 36, stk. 4.

 

Forvandlingsstraffen er fængsel i 4 dage.

 

Da tønden på grund af sin vægt var til fare for personer og gods, har tiltalte ved at føre bilen som beskrevet, tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og førerretten skal frakendes ham. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham, jf. § 59a, stk. 1, nr. 1.

 

Det følger af færdselslovens § 18 c, stk. 4, at tiltalte desuden skal bestå en kontrollerende køreprøve.

 

Thi kendes for ret :

 

Tiltalte, T, straffes med en bøde på 500 kr.

 

Forvandlingsstraffen er fængsel i 4 dage.

 

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, der kræver kørekort, dog ikke knallert.

 

Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham.

 

Tiltalte betaler sagens omkostninger.