Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

23 feb 2021

Retten på Færøerne

Afsagt den 19. januar 2016

Treytaða frádøming av koyrikortinum og bót í sak um óviljað manndráp

D O M

 

afsagt den 19. januar 2016

 

Rettens nr. 1-

Politiets nr.

 

Anklagemyndigheden

mod

T

født den      1943

boende

 

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 28. september 2014.

 

T er tiltalt for overtrædelse af

 

færdselslovens § 23, stk. 1, og § 30, stk. 1, samt straffelovens § 241 - ved den …… 2014 ca. kl. 14.45 i Kollafjarðatunnellen i Kaldbaksbotnur, som fører af personbil ….   at have tilsidesat væsentlige hensyn til færd­sels­sikkerheden, ved at have undladt at afpasse hastigheden efter forholdene, så­le­des at der kunne standses foran enhver hindring der påregnes, idet tiltalte kør­te med en uændret fart på ca. 80 km gennem tunnelen, og i denne forbindelse overså cyklist ……, der kørte i Kaldbakstun­nel­len i samme retning i tiltaltes kørebane, på trods af at …. havde en vest på med reflekser. Som følge heraf skete påkørsel af …., der døde af de tilføjede kvæstelser.

 

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdsels­lovens § 59a, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

 

Sagens oplysninger

Der blev afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne A, B, C, D, E, F, G og H.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke.

Der har været fremlagt fotomappe og skitser.

Der er ikke oplyst om, at tiltalte tidligere er straffet af betydning for sagen.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Efter de fremlagte fotos af skader på tiltaltes bil og ….. (forurettede), cykel, navnlig aftryk og mærker fra cykeldæk på bilens nummerplade og kofanger, sammenholdt med de objektive oplysninger om skaderne, lægges det til grund, at tiltalte påkørte forurettede, mens denne cyklede.

En række af vidnerne har forklaret, at forurettede var iført reflekser i form af en refleksvest eller på anden måde, mens han cyklede, herunder også vidnet C, der overhalede ham umiddelbart inden ulykken. Forurettede var iført en grøn refleksvest under ligsynet 2 dage efter ulykken, og retten lægger til grund, at han var iført den samme vest, da han blev påkørt.

Tiltalte har forklaret, at han kørte med langt lys i tunnelen, der i øvrigt er oplyst, og at han var kommet forbi tunnelens krumning mod højre og ud på et lige vejstræk, da uheldet skete. Af det fremlagte rids over uheldsstedet ses, at tunnelens krumning ikke hindrede udsynet fremad de sidste ca. 100 meter inden uheldsstedet. Tiltalte har derfor på uheldstidspunktet haft frit udsyn til forurettede i så lang tid, at han burde have set ham og været klar til at tage de færdselsmæssige forholdsregler, som situationen krævede.

Herefter og under hensyn til, at tiltalte overså forurettede, findes han skyldig i den rejste tiltale.

Det oplyste om forurettedes usikre kørsel og kørsel et stykke inde på vejbanen forud for uheldet kan ikke føre til frifindelse, idet kørslen ikke kan anses for at ligge ud over det forventelige.

Straffen fastsættes til 20 dagbøder á 300 kr., jf. straffelovens § 241 og færdselslovens § 58a, stk. 1, jf. § 30, stk.1 og § 23, stk. 1.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

Retten finder endvidere, at tiltalte ved den beskrevne kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og ført motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham. Tiltalte beholder dog fører­retten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fø­rer motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham, jf. færdselslovens § 59a, stk. 1, nr. 1.

Det følger af færdselslovens § 18 c, stk. 4, at tiltalte desu­den skal bestå en kontrollerende køreprøve.

 

Thi kendes for ret :

 

Tiltalte, ……, straffes med 20 dagbøder á 300 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køre­tøj, der kræver kørekort, dog ikke knallert.

Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en så­dan måde, at førerretten skal frakendes ham.

 

Tiltalte betaler sagens omkostninger.