Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

23 feb 2021

Retten på Færøerne

Afsagt den 13. januar 2016

Bót fyri manglandi landingarfráboðan

D O M

 

afsagt den 13. januar 2016
Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)

Anklagemyndigheden

mod

T

født (…)

boende (…)

 

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 21. januar 2015.

T er tiltalt for overtrædelse af

kunngerð nr. 67 frá 16. mai 2012 um landingar og avreiðingar av fiski og fiskavørum § 10, jf. § 5, stk. 1 - ved i tiden op til 12. februar 2013 om morgenen på det færøske fiskeriterritorium som skipper ombord på det færøske fiskeskib (…) at have landet fangsten fra en fisketur, der blev påbegyndt den 11. februar 2013, til fiskerivirksomheden P/f Kósin i Klaksvík uden inden for 6 timer forud for landingen at give den fornødne indberetning til Fiskiveiðieftirlitið (nu VØRN) om, hvor og hvornår skibet skulle lande.

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

 

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af (…) og kontrollør (…). Forklaringerne blev lydoptaget og gengives ikke i dommen.

 

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har gjort gældende, at han ikke har overtrådt § 5, stk. 1,  i kundgørelse nr. 67 af 16. maj 2012 um landingar og avreiðingar av fiski og fiskavørum. Efter bestemmelsen kræves der en indberetning 6 timer inden landing. Landingen var ikke påbegyndt, da fiskeriinspektionen kom ombord, og tiltalte kunne have ventet 6 timer med at lande eller fortsat på fiskeri uden at lande.

 

Vidnet (…), der var styrmand på turen, har forklaret, at han, efter at det var afgjort at gå i havn, forsøgte at foretage indberetningen, men indberetning med SMS fungerede ikke, og han fik ikke gjort mere ved indberetningen efterfølgende.

 

Det lægges herefter til grund, at (…) gik i havn for at lande sin fangst, og at det, uanset at (…) også gik i havn på grund af dårligt vejr, har formodningen imod sig, at landingen ikke skulle påbegyndes hurtigst muligt, efter at skibet var i havn.

 

På den baggrund og efter fiskeriinspektørens vidneforklaring om, at (…) var begyndt at lande sin fangst, da han var ombord, er det bevist, at tiltalte er skyldig.

 

Det kan ikke føre til andet resultat, at indberetning med SMS angiveligt ikke var mulig. Indberetningen kunne også foretages på fiskeriinspektionens hjemmeside.

 

Straffen fastsættes til en bøde på 5.000 kr., jf. § 10, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, i kundgørelse nr. 67 af 16. maj 2012 um landingar og avreiðingar av fiski og fiskavørum.

 

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8  dage.

 

Ved straffens udmåling har retten taget hensyn til praksis for bødeudmålingen i sager i Danmark om manglende forudanmeldelse af ankomst til havn og losning af fangst.

 

T H I   K E N D E S   F O R   R E T:

 

Tiltalte, T, straffes med en bøde på 5.000 kr.

 

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.