07 jan. 2026
Retten i Esbjerg
46-årig mand fra Esbjerg idømt fængsel i 4 år og 6 måneder
Dom afsagt: 6. januar 2026
Retten i Esbjerg har den 6. januar 2026 idømt en 46-årig mand fra Esbjerg fængsel i 4 år og 6 måneder for bl.a. besiddelse af mere end 60.000 piller, bl.a. opioider, med henblik videreoverdragelse, salg af lægemidler og for at have erhvervet og videreoverdraget mere end 1 mio. kopi-cigaretter.
Sagsnummer: SS 99-2250/2025
Retten i Esbjerg har den 6. januar 2026 idømt en 46-årig mand fra Esbjerg fængsel i 4 år og 6 måneder for bl.a. besiddelse af mere end 60.000 piller, bl.a. opioider, med henblik videreoverdragelse, salg af lægemidler og for at have erhvervet og videreoverdraget mere end 1 mio. kopi-cigaretter.
Salget af piller, lægemidler og kopicigaretter skete bl.a. fra mandens butikker i Esbjerg og Holstebro. Piller, lægemidler og kontantbeløb blev primært opbevaret i et kælderrum i Esbjerg. I kælderrummet blev der bl.a. fundet mere end 6 mio. kr. i kontanter.
Under sagen erkendte manden besiddelsen af de mere end 60.000 piller, men nægtede, at han var i besiddelse heraf med henblik på videreoverdragelse. Manden forklarede, at han blev tvunget til at opbevare pillerne.
Som en del af dommen er der sket konfiskation af bl.a. piller og lægemidler, samt mere end 11 mio. kr.
Dertil er manden blevet pålagt at betale en tillægsbøde på 3.3 mio. kr. for afgiftsunddragelsen i relation til kopi-cigaretterne, erstatning til Skattestyrelsen på cirka 1.2 mio. kr. og hovedparten af sagens omkostninger.
Straffen blev fastsat som en delvis tillægsstraf på 4 år og 6 måneder. Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på stoffernes art og mængde, antallet af forhold, samt at manden tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet. I relation til kopi-cigaretterne lagde retten vægt på mængden af cigaretter og overdragelsernes organiserede karakter.
Tiltalte ankede dommen til frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.
Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til esbjerg@domstol.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til Retten i Esbjergs konto i Danske Bank, der har følgende registrerings- og kontooplysninger: 0216 - 4069 133 916 med henvisning til journalnummer 2250/2025. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til sekretariatschef Emil Larsson.