Gå til sidens indhold

Retten i Esbjerg

17 sep. 2025

Retten i Esbjerg

Dom i nævningesag om drab på kollega

Dom afsagt: 16. september 2025

En 43-årig mand er den 16. september 2025 ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg fundet skyldig i over-trædelse af straffelovens § 237 ved at have dræbt en kollega. Drabet blev begået den 20. juni 2024 på slag-teriet i Holsted, hvor både tiltalte og den dræbte var ansat.

Sagsnummer: 99-1278/2025.

En 43-årig mand er den 16. september 2025 ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved at have dræbt en kollega. Drabet blev begået den 20. juni 2024 på slagteriet i Holsted, hvor både tiltalte og den dræbte var ansat.

Ved episoden, hvor den tiltalte og kollegaen var kommet op at skændes og havde skubbet til hinanden, skar tiltalte pludselig sin kollega i halsen med en slagterkniv, hvorved han påførte kollegaen en lang og meget dyb snitlæsion, og bl.a. blev halspulsåren skåret over. Dette medførte, at kollegaen efter kort tid afgik ved døden som følge af blodtab.

Tiltalte forklarede i retten, at han ikke havde set, at kollegaen stod lige over for ham, da han med slagterkniven i hånden førte armen nedad, samt at det var et uheld, hvis han havde ramt kollegaen med kniven. Denne forklaring forkastede retten som åbenbar utroværdig på baggrund af flere vidneforklaringer om, at tiltalte og kollegaen umiddelbart inden tiltaltes angreb med kniven havde haft en højlydt uoverensstemmelse, hvorunder de også havde skubbet til hinanden.

Straffen blev udmålt til 12 års fængsel. Tiltalte, som er syrisk statsborger, blev ved dommen desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Alle nævninger og dommere var enige om såvel skyldsspørgsmålet som straffastsættelsen og udvisningen af tiltalte.

Efter domsafsigelsen ankede tiltalte dommen til frifindelse, subsidiært til formildelse af straffen. Retten bestemte, at tiltalte fortsat skal være varetægtsfængslet under ankesagen.