Gå til sidens indhold

En privatperson kan tages under konkursbehandling, hvis vedkommende ikke kan opfylde sine økonomiske forpligtelser. Under en konkursbehandling vil alt værdi, som vedkommende ejer, blive solgt, hvorefter pengene fordeles til kreditorerne.

Hvis en skyldner er insolvent, skal vedkommendes bo tages under konkursbehandling af domstolene (skifteretten), når det begæres af en kreditor, der har penge til gode hos skyldner. En privatperson kan også selv indgive en konkursbegæring. Domstolene indleder ikke konkursbehandling på eget initiativ.

En begæring om konkurs kan kun behandles, hvis vedkommende, der begæres taget under konkursbehandling, ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser ved fx ikke at være i stand til at betale sine regninger.

Hvis der er andre grunde til, at personen ikke opfylder sine økonomiske forpligtelser, kan sagen behandles af fogedretten som en inkassosag eller som en almindelig civil retssag, hvis parterne er uenige om gælden. Man kan også forsøge at løse tvisten ved retsmægling.

Efter en personlig konkurs er man ikke gældfri, men mange søger om gældssanering, efter de er erklæret personligt konkurs.
Læs mere om gældssanering

Hvordan begærer man en privatperson konkurs?

Personen selv eller en af vedkommendes kreditorer kan sende en begæring om konkurs til skifteretten. Konkursbegæringen skal være skriftlig.

Konkursbegæringen kan udfyldes på en blanket, som derefter sendes til skifteretten i den retskreds, hvor skyldneren har adresse. Konkursbegæringen kan sendes via mail eller med fysisk post. Hvis skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed, er det virksomhedens adresse, der bestemmer retskredsen. 

Der er to forskellige blanketter til konkursbegæring mod privatpersoner: 

•    Én hvis du har penge til gode hos vedkommende 
•    Én, hvis det er dig selv, du begærer konkurs.

Her finder du blanketterne:

Blanket til konkursbegæring mod dig selv (pdf)
Blanket til konkursbegæring mod en anden person (pdf)

I de områder, der er henlagt under Københavns Byret, Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup eller Retten i Lyngby, er det dog Sø- og Handelsretten, der behandler konkurssager.

Alle andre steder er det byretternes skifteafdelinger, der behandler konkurssagerne.
Find en ret via adressesøgning 

Hvad betyder en konkursbegæring?

Hvis konkursbegæringen fører til, at skifteretten afsiger et konkursdekret, mister skyldneren retten til at råde frit over de penge og værdier, som vedkommende havde, da konkursdekretet blev udstedt.

Hvem kan indgive konkursbegæring?

For at indgive konkursbegæring skal man fx have penge til gode hos skyldner, der ikke er blevet tilbagebetalt efter aftalen. Samtidig skal den person, man begærer konkurs, være insolvent - det vil sige, at vedkommende ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.

Hvis der er andre grunde til, at personen ikke opfylder sine økonomiske forpligtelser, kan sagen behandles af fogedretten som en inkassosag eller som en almindelig civil retssag, hvis parterne ikke er enige om gælden. Man kan også forsøge at løse en tvist ved retsmægling.

En insolvent person kan også begære sig selv konkurs.
Læs om inkasso ved fogedretten
Læs om at anlægge en civil sag
Læs om konfliktløsning med retsmægling

Hvad koster det at begære en person konkurs?

Det koster en retsafgift på 1.500 kr. at indgive en konkursbegæring. Du skal ikke betale retsafgift, hvis du begærer dig selv konkurs.

Behandling af personlig konkurs

Hvor behandles en konkurs?

Det er skifteretten ved byretten i den retskreds, hvor den insolvente person eller dennes virksomhed har adresse, der behandler insolvenssager. I de områder, der er henlagt under Københavns Byret, Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup eller Retten i Lyngby, er det dog Sø- og Handelsretten, der behandler insolvenssager.
Find en ret via adressesøgning

Hvordan behandles et konkursbo?

Når skifteretten har afsagt et konkursdekret, udpeger skifteretten en kurator, som skal skabe overblik over den samlede gæld i konkursboet. Kurator skal desuden opgøre og sælge de værdier, som skyldneren ejer. Pengene, som kurator får ind, fordeles til kreditorerne.

Når kurator har behandlet konkursboet, vil der blive afholdt en afsluttende skiftesamling i skifteretten. Tidspunktet for skiftesamlingen bliver annonceret i Statstidende. På skiftesamlingen vil konkursboet blive afsluttet.  

Hvem udpeger kurator?

Det er skifteretten, der udpeger kurator efter at have rådført sig med de fremmødte kreditorer. Kurator er typisk advokat.

Kurator må ikke være inhabil i forhold til den insolvente privatperson.

Kreditorerne kan inden for tre uger efter, at der er afsagt konkursdekret, anmode om, at der skal afholdes en såkaldt skiftesamling, hvor kreditorerne skal stemme om valget af kurator.

Skifteretten kan også vælge én yderligere kurator.

Hvor lang tid tager en konkursbehandling?

Man kan ikke sige, hvor lang tid en konkursbehandling tager, fordi det i høj grad kommer an på den enkelte situation.

I en sag med få kreditorer og få værdier, som er lette at sælge, kan kurator forholdsvis hurtigt få overblik over konkursboet, og så vil sagsbehandlingen gå hurtigt. Hvis der er mange kreditorer og værdier, som er svære at opgøre og sælge, tager det længere tid.

Krav mod konkursboet

Hvem kan råde over penge og værdier?

Når skifteretten har afsagt konkursdekret, mister skyldneren rådigheden over sine egne penge og værdier. Skifteretten udpeger en uvildig kurator, som skal sørge for at skabe overblik over den samlede gæld.

Kurator skal desuden opgøre og sælge de værdier, som skyldneren ejer. Pengene, som kurator får ind, fordeles til kreditorerne.

Hvilke værdier indgår i en konkursbehandling?

Kurator vil tage alle værdier og ejendele, der ikke er nødvendige for at opretholde et beskedent hjem og leve et beskedent liv, med i konkursbehandlingen.

Lejemål, som skyldner bor i, kan i sjældne tilfælde også inddrages i konkursbehandlingen.

Hvordan fremsætter man krav mod et konkursbo?

Hvis du har et krav mod en skyldner, der er gået konkurs, skal du sende en opgørelse af kravet til kurator - det vil sige, at du skal anmelde din fordring. Du skal anmelde dit krav senest fire uger efter, at konkursdekretet blev annonceret i Statstidende. Kurator udarbejder en liste over de anmeldte krav. Det kaldes også en gældbog.

Kurator vurderer de anmeldte krav. Dette sker ved en såkaldt fordringsprøvelse, der som regel foregår under et møde på kurators kontor. Tidspunktet bliver annonceret i Statstidende. To uger inden mødet kan man hos kurator og i skifteretten se gældbogen med de anmeldte krav og kurators indstilling til kravene. Hvis kurator ikke er enig med en kreditor om fx størrelsen af kreditors krav, får kreditor besked om det inden mødet.

Hvis kreditor og kurator ikke bliver enige om kravet, kan kreditor anlægge en retssag mod konkursboet. Retssagen behandles af skifteretten. Stævningen skal indleveres til skifteretten inden fire uger efter det møde, hvor kurator tog stilling til kravet. Kreditor skal i så fald betale retsafgift efter retsafgiftslovens regler om civile sager.

Hvis kreditor ikke anlægger en sag inden for den fastsatte frist, står kurators indstilling ved magt og er endelig.
Søg i Statstidende

Er alle kreditorer ligestillede?

Alle kreditorer er ikke ligestillede. I konkurssager er der en rækkefølge, som kreditorerne betales efter - den kaldes konkursordenen. De enkelte konkursklasser er ikke ligestillede, men alle kreditorer inden for samme klasse er ligestillede.

Sådan er konkursordenen:
  • I første omgang betales omkostningerne til konkursens indtræden og til at behandle konkursen – det vil sige kurator, retsafgifter etc.
  • Herefter betales andre regninger i forbindelse med behandlingen - fx til advokaters forsøg på rekonstruktion
  • Dernæst betales lønudgifter og feriepenge. Lønmodtagere er dog sikret af Lønmodtagernes Garantifond, som vil udbetale lønnen og anmelde krav til konkursboet. Lønmodtagere skal altså ikke vente på selve konkursbehandlingen
  • Dernæst betales skyldige afgifter til staten, som leverandører ellers har pligt til at betale (fx punktafgifter på sukker, spiritus etc.)
  • I sidste konkursklasse kommer ubetalte regninger og andre almindelige tilgodehavender, som ikke er betalt efter reglerne ovenfor
  • Hvis der stadig er penge, når alle de tidligere klasser i konkursordenen er betalt, så betales først renter, som er løbet på kravene i løbet af konkursbehandlingen, og herefter bøder og eventuelle gaveløfter

Inden for hver klasse vil de enkelte kreditorer modtage samme procentvise del af deres tilgodehavende. Det kaldes også dividende.

Først når alle kreditorer i en række har fået 100 pct. af deres tilgodehavende, betales der dividende til kreditorerne i næste række.

Kreditorer, der har fået pant i skyldners aktiver eller ejendomme i forbindelse med skyldners lovligt stiftede gæld, vil fortsat have pant i aktivet eller ejendommen, selvom skyldner tages under konkursbehandling.

Læs om konkursordenen i konkurslovens kapitel 10.
Du kan finde konkursloven på Retsinformation 

Hvilke rettigheder og pligter har skyldneren?

En skyldner har visse pligter og rettigheder under konkursboets behandling:

  • skyldneren skal give skifteretten og kurator adgang til alle de oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af konkursboet
  • skyldneren må ikke forlade landet, medmindre skifteretten giver tilladelse
  • skyldneren skal give skifteretten besked, inden denne skifter bopæl eller fast opholdssted
  • skyldneren har ret til at deltage i alle skiftesamlinger

Skifteretten kan beslutte, at der skal ske postspærring i forbindelse med behandling af konkursboet. Postspærring indebærer, at digital post, breve og andre forsendelser til skyldneren omadresseres til kurator. Dette kan ske, når skifteretten vurderer, at det har betydning for boets behandling. Postspærring er en almindelig del af sagsbehandlingen.

Skifteretten træffer afgørelse om postspærring på et retsmøde. Personlige skyldnere skal være tilsagt til retsmødet og have lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om postspærring. En postspærring gælder i tre måneder, men perioden kan forlænges. En postspærring skal ophæves, når den ikke længere er nødvendig, hvilket bl.a. vil være tilfældet, når betingelserne for dens iværksættelse ikke længere er til stede.

Kurator kan åbne og læse alle breve, herunder digital post, som modtages via postspærringen, medmindre det er helt åbenbart, at de ikke vedrører konkursboet. Kurator skal underrette skyldneren om tid og sted for brevåbningen. Skyldner har ret til at være til stede, når breve og forsendelser åbnes. Breve, som ikke vedrører boet, skal kurator snarest muligt udlevere eller sende til skyldneren.

En personlig skyldner kan få beskikket en advokat, hvis der skønnes at være et behov for det. Advokatbeskikkelse kan både ske i forbindelse med behandling af en konkursbegæring og senere under konkursboets behandling.

Er man gældfri efter en personlig konkurs?

Efter en personlig konkurs er man ikke gældfri, men de værdier, der er blevet solgt i forbindelse med konkursen, har medvirket til at nedbringe gælden.

En del vælger at søge om gældssanering efter en personlig konkurs. Hvis din gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, gælder der mere lempelige regler for at få gældssanering.
Læs om gældssanering

Sidst opdateret: 04. september 2025