Gå til sidens indhold

Når du og dit barns anden forælder ikke bor sammen mere, kan der opstå uenighed om, hvor jeres barn skal have sin bopæl.

Hvis I er uenige om barnets bopæl, skal I altid først kontakte Familieretshuset, der har en række muligheder for at hjælpe jer med at finde den løsning, der er bedst for jeres barn. Det kan være børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling eller anden rådgivning. Hvis I bliver enige, kan Familieretshuset registrere jeres aftale om barnets bopæl. Hvis det ikke lykkes at blive enige, sender Familieretshuset sagen videre til familieretten. Du kan ikke selv sende sagen til familieretten.

Hvordan behandler familieretten vores sag?

Når familieretten behandler jeres sag om barnets bopæl, kommer hensynet til, hvad der er bedst for jeres barn i første række.

Det er derfor vigtigt, at forholdene omkring jeres barn bliver grundigt belyst. Familieretshuset sender alle relevante oplysninger om jeres sag videre til familieretten, men retten kan også hente yderligere oplysninger, hvis retten vurderer, der er behov for dette.  

I samråd med jer og jeres advokater kan familieretten vælge forskellige måder at behandle jeres sag på.

Hvordan kommunikerer jeg med familieretten?

Når Familieretshuset har sendt jeres sag til familieretten, bliver den oprettet som en sag på Minretssag.dk, der er domstolenes digitale sagsbehandlingssystem. Her ligger sagens dokumenter, og det er her, du og den anden forælder eller jeres advokater kan kommunikere med familieretten.

Når sagen er oprettet i familieretten, får I en besked i Digital Post. Her får I også en vejledning i, hvordan I logger på minretssag.dk.

Gå til www.minretssag.dk

Skal jeg betale for familierettens behandling af sagen?

Du skal ikke betale afgift for, at retten behandler din sag om barnets bopæl.

Skal jeg have en advokat?

Der er som udgangspunkt ikke noget krav om, at du bliver repræsenteret af en advokat, men du kan altid vælge det selv. Advokater er uddannede til at rådgive om juridiske emner og til at føre retssager ved domstolene. Som udgangspunkt skal du selv betale for din advokat, men du kan ansøge om fri proces, som betyder, at statskassen betaler for advokaten.

Læs om fri proces 

Kan jeg klage over familierettens afgørelse?

Hvis du ikke er enig i familierettens afgørelse i sagen, kan du som udgangspunkt klage til landsretten. Dette kaldes anke. I nogle tilfælde kan du ikke anke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Ankefristen er fire uger.

Læs om dine klagemuligheder

Hvad gør jeg, hvis den anden forælder ikke overholder en aftale eller afgørelse?

Hvis den anden forælder ikke overholder en aftale eller afgørelse om barnets bopæl, kan du bede familieretten om hjælp. Dette kaldes tvangsfuldbyrdelse. Hvis den anden forælder ikke vil udlevere jeres barn, når barnet skal være hos dig, vil familieretten forsøge at finde en løsning. I yderste konsekvens kan retten blive nødt at gennemtvinge aftalen fx ved at tilbageholde en forælder. Rettens behandling af sagen vil altid foregå på en måde, der tager mest muligt hensyn til barnet. 

Du skal selv tage kontakt til familieretten via minretssag.dkhvis du har brug for hjælp til at få dit barn udleveret.

Læs om udlevering af et barn (tvangsfuldbyrdelse)

Gå til minretssag.dk (åbner i nyt vindue)

Sidst opdateret: 19. september 2024