Gå til sidens indhold

19 aug. 2025

Danmarks Domstole

Regeringen: Øget it-understøttelse af domstolene i Grønland og på Færøerne

Regeringen lægger op til at styrke it-understøttelsen af Grønlands og Færøernes retsvæsen som led i et generelt løft af justitsområdet i Nordatlanten.

”En styrkelse af it-understøttelsen af retsvæsenet i Grønland og på Færøerne vil være et væsentligt kvalitetsløft. Perspektiverne er blandt andet, at både borgere, virksomheder og organisationer vil møde enklere sagsgange og en højere grad af selvbetjening. For retterne indebærer det på sigt en fuldt understøttet digital sagsbehandling”, siger Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen.

Regeringen lægger op til, at sagsbehandlingsprocessen ved de grønlandske domstole og Retten på Færøerne samt kommunikation med borgere, virksomheder og organisationer styrkes til et niveau svarende til de danske domstole.

Konkret lægges der op til at implementere straffe- og skiftesystemet og systemer til behandling af civilretlige sager og fogedsager ved de nordatlantiske domstole. Dette sker på baggrund af et oplæg fra Domstolsstyrelsen, der er udarbejdet som led i aftalen om domstolenes økonomi for 2024-2027.

Regeringen lægger op til at følge Domstolsstyrelsens oplæg og afsætte den fornødne finansiering til at sikre en moderne og tidssvarende it-understøttelse i Nordatlanten.

Gennemførelse af initiativerne vil betyde, at medarbejdere ved de nordatlantiske retter vil benytte samme fagsystemer som retterne i Danmark, og indebærer ligeledes portalløsninger, hvor borgere, virksomheder og organisationer selv kan oprette og følge sager. It-understøttelsen vil blive tilpasset i forhold til sprog, eksisterende systemer og løsninger samt lokal lovgivning.

”Allerede i forbindelse med flerårsaftalen om domstolenes økonomi for 2024-2027 var it-understøttelsen af Grønlands og Færøernes retsvæsen et hovedtema, og vi er derfor glade på borgernes og retternes vegne over at se regeringens udspil”, siger Kristian Hertz.

Regeringens forslag omfatter desuden udvikling af en brugergrænseflade i Tinglysningssystemet i Grønland på grønlandsk. Digitaliseringen af tinglysningen i Grønland følger af Aftale om domstolenes økonomi 2024-2027.