”Det er altid retten, der taler”

Tekst: Nana Vogelbein
Foto: Linda Johansen og Mette Lyster Knudsen

To timer efter solopgang den 28. marts 2018 tog Mette Lyster Knudsen sit livs fotografier. Sammen med sin veninde og en lokal guide havde hun i flere timer afsøgt den omkringliggende botswanske savanne. Pludselig lå løven der.

I det sekund, hun trykkede kameraets udløser ned, havde hun en klar fornemmelse af, at nu kulminerede mange års jagt som hobby-naturfotograf på det perfekte øjeblik.

”Jeg har fotograferet natur på amatørplan i mange år og blandt andet været 12 gange i Afrika. De billeder, jeg tog den morgen, har en helt særlig betydning for mig. At se en løve så tæt på i sine naturlige omgivelser og på sine helt egne præmisser er sjældent og helt specielt”.

Bedst i bevægelse

Sin tålmodigt afventende hobby til trods, trives Mette Lyster Knudsen, landsdommer og siden efteråret 2024 formand for Den Danske Dommerforening, egentlig bedst i bevægelse. 

Hun betegner sig selv som ”ret utrættelig”, når det kommer til arbejdet for ret og retfærdighed - ganske simpelt, fordi det aldrig bliver ligegyldigt.

”I løbet af mit første år som formand har jeg besøgt alle landets embeder for at få en fornemmelse af, hvor der er forskelle og ligheder og indsamle viden om de mennesker, jeg repræsenterer, og hvad der er vigtigt for netop dem. Jeg er meget optaget af, at mit formandskab for Dommerforeningen ikke kommer til at handle om mig som person, men om at sætte de værdier og rammer, der skal være for dommerembedet, på dagsordenen. Vi kan og skal bidrage til en vigtig debat om retssamfundet”.

Den sårbare statsmagt

Både Den Internationale Dommerforening (IAJ) og Den Europæiske Dommerforening (EAJ), som Den Danske Dommerforening er medlem af og meget aktiv i, har de seneste år zoomet ind på et stigende antal forsøg på at underminere retsstatsprincippet. Den udvikling får hende til at rynke brynene.

”Jeg er af natur ellers ikke en bekymret person, men nogle ubehagelige tendenser sniger sig ind. Også i lande, vi normalt sammenligner os med, og som ligger tæt på. Idérigdommen i forhold til at spænde ben for den dømmende magt er stor. Særligt i Østeuropa svækkes dommeres løn- og pensionsvilkår. Den tredje statsmagt er den mest sårbare, fordi den er afhængig af, at de to andre statsmagter respekterer den. Når der rokkes ved dommeres administrative forhold, rokkes der også ved balancen mellem statsmagterne”, ræsonnerer Mette Lyster Knudsen. Hun fortsætter:

”EAJ og IAJ følger de lande, der sætter retsstaten under pres, tæt. Vi lægger stor vægt på at videndele og sparre med hinanden. At være en del af en større dommerfamilie, et netværk, der tør sætte handling bag ordene, betyder noget, for nu at blive lidt højstemt.  Det kan f.eks. de polske dommere skrive under på. De internationale fora er vigtigere end for blot 10 år siden”.

Den lille sag og den store tillid

Herhjemme er det ikke mangel på uafhængighed, men sagsbehandlingstider, der udfordrer retssikkerheden, viser flere undersøgelser. Mette Lyster Knudsen fremhæver i den forbindelse, at alt dommerarbejde hverken kan eller skal kvantificeres. 

”En sag om fx opløsning af en gruppering rører ved den grundlovssikrede forsamlingsret. Det er et meget stort spørgsmål, som kræver grundig overvejelse. Derfor tager sagen tid ud over de berammede retsdage. Det oplever jeg nu også, at det er forståelse for i de helt særlige sager. Sværere vilkår har almindelige civile sager, der er politisk mindre sexede og derfor gang på gang må vige pladsen for fx priosager, altså sager, hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om ubetinget frihedsstraf, eller volds-, voldtægts- og våbensager, de sager, vi tidligere kaldte vvv-sager”, siger hun og uddyber:

”Det er naturligvis helt legitimt, at Folketinget forhøjer strafferammer og har særlig fokus på mere grov kriminalitet, men for den håndværksmester, som har en tvist om et større udestående med en kunde, har civilsagens gennemløbstid og udfald enorm stor betydning. Det er også den behandling af alle de ”små”, og i offentlighedens øjne mindre, sager, og oplevelsen af at blive mødt i øjenhøjde og taget seriøst, som borgerne har i mødet med retterne, der resulterer i den store tillid til de danske domstole. Det er de færreste, som ender som tiltalt i en straffesag, men før eller siden vil mange stå med et dødsbo eller købe en lejlighed, der har fejl og mangler, som forsikringen ikke vil dække. Det er afgørende, at domstolene giver lige og fri adgang til alle. Et retssamfund handler ikke kun om behandlingen af straffesager”.

Retten som instans

Mens Mette Lyster Knudsen godt forstår den store offentlige interesse for retsvæsenet og nogle få af de cirka 750.000 sager, domstolene gennemfører hvert år, ser hun gerne, at der ikke uden videre konkluderes om den enkelte sag eller om den generelle retstilstand, baseret på udfaldet af enkeltsager.

”Man kan sagtens have en holdning til en given dom, men så skal man også sætte sig grundigt ind i dommens præmisser, før man retter kritik”, fremhæver hun.

”Og så er særligt dele af lokalpressens tendens til at navngive retsformanden i forbindelse med en domsafsigelse et skråplan, som ærgrer mig. Personificeringen kan indirekte være med til at underminere respekten og forståelsen for, at det er en instans, der jo ofte også inkluderer domsmænd eller nævninge, som har afsagt dommen. Det bliver hurtigt en glidebane mod, at domme er udtryk for dommerens personlige holdning og dermed mere subjektive og holdningsbaserede. Sådan forholder det sig ikke. Det er altid retten, der taler. Ikke dommeren personligt”.