08 okt. 2025
Danmarks Domstole
Domstolene opdaterer releaseplan for det strafferetlige område
En opdateret releaseplan for det strafferetlige område inkluderer lancering af en ny straffesagsportal til advokater samt en trinvis udvidelse af retternes nuværende system til behandling af straffesager.
I sommeren 2025 blev der implementeret et helt nyt straffesagssystem til byretterne. Nu har Domstolsstyrelsen justeret sin releaseplan for videreudviklingen af systemet, så det fremover trinvist bliver udvidet med nye sagstyper.
”Der er klare fordele ved gradvist at udvide det eksisterende straffesagssystem med flere sagstyper. Med en trinvis udrulning kan vi minimere risici, øge systemets anvendelighed og i samarbejde med aktørerne i straffesagskæden sikre en mere robust digital understøttelse”, siger Anna Sofie Bahnson Witzgall, programchef for Straffe- og skifteprogrammet, der er domstolenes store digitaliseringsprogram.
Den næste lancering på det strafferetlige område bliver første version af en straffesagsportal til advokater, der i første omgang vil være frivillig at anvende fra december 2025. Herefter følger understøttelse af tilståelsessager, der lanceres til januar 2026. De efterfølgende tre udvidelser omfatter straffesager uden domsmænd, dernæst straffesager med domsmænd og til sidst komplekse straffesager og nævningesager. Samtidig med den sidste udvidelse af Straffesystemet vil straffesagsportalen være færdigudviklet, og anvendelsen af denne vil for forsvarerne være obligatorisk. Hele det strafferetlige område ved domstolene vil være fuldt digitalt understøttet i september 2026.
Justeringen af releaseplanen for digitaliseringen af straffesager ændrer ikke på programmets samlede tidsramme, der fortsat løber til udgangen af 2026.
Tæt myndighedssamarbejde sikrer effektivitet
Straffe- og skifteprogrammet udvikler nye løsninger til byretter, landsretter og Højesteret. Retterne har tæt kontakt med borgere, virksomheder, myndigheder og advokater, som også vil mærke fordelene ved digitaliseringen af det strafferetlige område.
”Idet behandlingen af straffesager foregår på tværs af myndigheder, arbejder vi tæt sammen med resten af straffesagskæden om at digitalisere straffesagsbehandlingen. Målet er at udvikle en fælles digital løsning, der sikrer en effektiv og sikker dataudveksling mellem myndighederne,” siger Anna Sofie Bahnson Witzgall.
Domstolenes digitale lanceringer på det strafferetlige område er en del af et myndighedsfælles samarbejde med Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Kriminalforsorgen om at etablere en robust digital infrastruktur til håndtering af straffesager. Justeringen af planen sker kun for Domstolsstyrelsens løsninger rettet mod by- og landsretter. Rammerne for det øvrige samarbejde fortsætter som planlagt.