Gå til sidens indhold

26 okt 2022

Danmarks Domstole

Danmark igen i top på retssikkerhed

For syvende gang i træk ligger Danmark øverst i World Justice Project's årlige rapport, når det gælder retssikkerhed ved domstolene. Men retssikkerheden er udfordret mange steder i verden.

Danmark indtager førstepladsen blandt 140 lande i den uafhængige organisation World Justice Project’s undersøgelse "Rule of Law Index" for 2022. Det er syvende gang i træk, at Danmark ligger helt i front. Den danske score er en smule højere i 2022 end i 2021.

”Det er foruroligende at se, at det går tilbage med retsstatsprincipperne mange steder i verden, og vi skal også altid se kritisk på os selv. Men det gør mig stolt, at Danmark ifølge World Justice Project igen i år samlet set – og trods de stigende sagsbehandlingstider – er helt i top på retsstatsgarantier på de områder, der vedrører domstolene, fx strafferet, civilret, fravær af korruption og individets grundlæggende rettigheder”, siger udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen, Merethe Eckhardt. Hun fortsætter:

”Retsstatsprincipperne og retssikkerhed for den enkelte borger og virksomhed er de bærende elementer i vores arbejde for et sundt og uafhængigt retssystem med lige adgang til retfærdighed. Førstepladsen er en anerkendelse af indsatsen i retterne og hos hver enkelt ansat ved Danmarks Domstole”.

Danmark øverst på fem ud af otte parametre

Efter Danmark på førstepladsen kommer Norge, Finland, Sverige og Holland i undersøgelsen, der blev offentliggjort den 26. oktober 2022.

World Justice Project bruger otte parametre for at måle den samlede retssikkerhedsscore (se faktaafsnittet nederst). Danmark ligger øverst i fem ud af otte parametre. Det gælder Constraints on Government Powers, Absence of Corruption, Fundamental Rights, Regulatory Enforcement og Civil Justice.

Merethe Eckhardt glæder sig over, at Danmark igen ligger helt i top på trods af retternes udfordringer med lange sagsbehandlingstider:

”Der er lige nu massivt pres på ude i mange af landets retter med mange og komplicerede sager, men undersøgelsen afspejler, at vi fortsat har gode målinger", siger hun.

Globalt pres på retssikkerheden

Selvom det ser godt ud i Danmark, så er retsprincipperne globalt set under pres, og for femte år i træk er det overordnet gået tilbage for retssikkerheden rundt i verden. Det gælder i 61 pct. af landene i undersøgelsen. Der er også fortsat udfordringer i en række europæiske lande, og Kroatien, Bulgarien og Ungarn ligger i bund i EU.

”Vi kan i Danmark, sammen med andre ligesindede lande, forhåbentlig vise et godt eksempel i kampen for retsstatsgarantierne i Europa og globalt – hvor udviklingen generelt ikke går i den rigtige retning”, siger  Merethe Eckhardt.

FAKTA

”World Justice Project” er en uafhængig, tværfaglig organisation, der arbejder for at fremme retsstaten over hele verden.

De otte parametre i WPJ Rule of Law Index:

  • Constraints on Government Powers
  • Absence of Corruption
  • Open Government
  • Fundamental Rights
  • Order and Security
  • Regulatory Enforcement
  • Civil Justice
  • Criminal Justice

World Justice Project’s ”Rule of Law Index” er baseret på over 154.000 husstandsundersøgelser og mere end 3600 ekspertundersøgelser i 140 lande.

Læs mere om undersøgelsen og metoden på organisationens hjemmeside