08 mar 2021
Danmarks Domstole
Mangfoldighed ved domstolene
Udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen Merethe Eckhardt skriver om ligestilling ved domstolene. Indlægget har været bragt på altinget.dk den 8. marts 2021.
Af Merethe Eckhardt, udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen.
Jeg deltog forleden i et internationalt arrangement om kunstig intelligens.
Før mødet havde moderatoren skrevet til os med eftersætningen (he/him) efter sit navn. Det delte jeg med min søn, som udbrød, at det var top cool. Selv måtte jeg lige gå rundt om skærmen et par gange for at forstå behovet og intentionen.
I min generation har kampen stået på kvinders rettigheder og selvforståelse. Det gør den stadig. Men i nutiden er der også kommet fokus på identitet, og flere unge giver plads til de mindre grupper, der definerer sig selv som andet end en traditionel "hun" eller "han".
Oplevelsen lå i baghovedet, da jeg senere på dagen læste et udkast til et studie fra Europarådet om ligestilling i rekruttering og forfremmelse af dommere. Rapportens konklusioner var lidt nedslående.
For godt nok er det generelt i Europa lykkedes at få kvinder ind som dommere, men det er primært i første instans (byretten). Faktisk så succesfuldt, så de på europæisk plan næsten har fortrængt mændene her. Til gengæld er mændene stadig i klart overtal ved anden og tredje instans (landsretten og højesteret).
Vi skal kunne spejle os i dem, der dømmer os
I min optik er det åbenlyst, at hvis vores europæiske retssystemer skal have bred folkelig legitimitet, så skal to ting være på plads.
Der skal være dygtige folk ansat, og borgerne skal kunne spejle sig i de mennesker, sp, de møder i retten. Med andre ord skal domstolene være præget af høj faglighed og mangfoldighed og som noget naturligt også ligestilling mellem kvinder og mænd. Og lytter vi til de unge, så skal vi også have en rummelighed for forskellige identiteter med.
Det faglige niveau i de danske retter kan jeg uden at blinke sætte tjek ved. Vi har virkelig veluddannede og kompetente personer på alle niveauer. Det er min oplevelse, at det også gælder i det øvrige Europa. Så langt så godt.
Men hvis du som borger kommer i direkte kontakt med retssystemet, så sker det næsten altid i byretten. Her vil du med overvejende sandsynlighed møde en kvindelig dommer på 40 år og derover, en mandlig forsvarer på 50 år og derover og en kvindelig anklager på cirka 30 år.
Dommeren og anklageren er offentligt ansat, forsvareren selvstændig. Der vil også være to lægdommere (almindelige mennesker uden juridiske kompetencer), og her dokumenterer Justitsministeriets opgørelser, at der er stor mangfoldighed.
Mændene styrer de tunge principielle sager
Men de ansatte i retssystemerne, dem, der bærer kapperne og kan lovgivningen, fordeler sig meget skævt i hele Europa.
Der er mange (måske for mange?) kvinder i underretterne, og få (måske for få) kvinder i de øverste retter. Og ja det hedder faktisk underretterne i europæisk tale.
Situationen er den, at kvinderne arbejder i underretterne, mens mændene arbejder i overretterne. Kvinderne dømmer i første instans, og mændene dømmer i anden og tredje instans. Anden og tredje instans er ankesager og principielle sager.
Forfatteren til Europarådets rapport har observeret en interessant undtagelse fra dette mønster i de lande, som vi kalder common law-lande, hvor retssystemerne både fortolker og skaber ny ret, som man gør det i eksempelvis England og Irland.
Over for dette står kontinentaleuropæiske ret (gælder i Danmark og resten af Europa), hvor det alene er de folkevalgte parlamenter, der skaber ny ret og domstolene, der fortolker.
Rapporten viser, at der i common law-lande stadig er mange mænd i underretten. Det får rapportøren til at stille spørgsmålet: Er det finere og mere magtfuldt også at skabe lov og ikke kun dømme efter dens bogstav? Bliver mændene der, hvor magten er?
Jeg lader spørgsmålet stå åbent.
Glædelig 8. marts
Studiet fra Europarådet viser også en sammenhæng mellem løn og køn. Jo flere kvinder desto mindre er lønnen.
Her er Rumænien en overraskende undtagelse. Dommere i Rumænien får en meget høj løn, selvom 70 procent af alle dommere er kvinder. Dette gælder selvsagt ikke i Danmark. Her er der heldigvis ingen sammenhæng mellem løn og køn i retssystemet.
Den hurtige konklusion her på kvindernes internationale kampdag er altså, at der stadig er noget at komme efter, når vi taler mangfoldighed i retssystemet.
Og hvis jeg lytter omhyggeligt til de signaler, som nutidens unge sender, så handler det i fremtiden om meget mere end bare kvinder og mænd.
I mere end 2000 år har vi bygget retssystemer i Europa og resten af verden. Der har været fokus på at skabe et system for flertallet, som så også kunne rumme mindretallene og forskellighederne. I dag synes jeg, at vi står over for både en ny og en gammel udfordring.
Den gamle udfordring er køn. Den nye er identitet. Gad vide, om og i givet fald hvordan den kan spille ind i retssystemet. Men målet er klart: Vores allesammens retssystem er og skal vedblive med at være for alle. Glædelig 8. marts.