Gå til sidens indhold

Retten i Aalborg

16 sep. 2024

Retten i Aalborg

Dom i sag om skyderi under Aalborg Regatta 2023

Dom afsagt: 16. september 2024

En nu 20-årig mand (A) fra Aalborg blev idømt fængsel i 8 år for blandt andet forsætlig fare-forvoldelse under anvendelse af skydevåben. En anden 20-årig mand (B) blev frifundet for at have medvirket.

Sagsnummer: SS1314/2024

Sagen kort fortalt

De to tiltalte (A og B) var tiltalt for i forening at have forsøgt at dræbe en yderligere person C under anvendelse af skydevåben, idet der blev skudt mod en bil, hvori C befandt sig. Der var herudover en subsidiær tiltale for forsøg på vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og en mere subsidiær tiltale for forsætlig fareforvoldelse under anvendelse af skydevåben. A var tiltalt for yderligere to tilfælde af ulovlig besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

Begge nægtede sig skyldige, idet A, der erkendte at have skudt mod bilen, dog erkendte sig skyldig i den mere subsidiære tiltale om forsætlig fareforvoldelse og overtrædelse af straffelovens § 192 a om besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. A nægtede sig skyldig i de to øvrige forhold om ulovlig besiddelse af skydevåben.

Dommens resultat

En dommer og 4 nævninger fandt det bevist at A havde forsæt til at dræbe C og lagde i den forbindelse navnlig vægt på antallet af skud, som blev affyret mod bilen og på, at skuddene ikke kun blev affyret i nedadgående retning.  

2 dommere og 2 nævninger fandt det ikke bevist, at A havde forsæt til at dræbe C eller udøve vold mod C. Disse voterende lagde blandt andet vægt på, at der blev skudt på længere afstand mod bagenden af en bil i bevægelse sammenholdt med, at mødet mellem dem var tilfældigt.

A blev på den baggrund frifundet for forsøg på manddrab og blev dømt for forsætlig farevoldelse under anvendelse af skydevåben – over for såvel personen i bilen, som de øvrige tilstedeværende - samt ulovlig besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

Alle dommere og nævninger var enige om at frifinde B for medvirken i forbindelse med skyderiet. Som følge heraf blev B frifundet.

Alle dommere og nævninger var desuden enige om at frifinde A for endnu et forhold om ulovlig besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og at dømme ham for et andet tilsvarende forhold. 

Straffen vedrørende A blev fastsat til fængsel i 8 år. Der blev afgivet 11 stemmer for fængsel i 8 år og 1 stemme for fængsel i 7 år. Retten lagde blandt andet vægt på, at der er tale om afgivelse af adskillige skud på åben gade under et arrangement, hvor der var mange mennesker til stede og på at der var tale om to tilfælde af besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. A blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Sagen var en nævningesag.

A valgte at anke dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Aalborg den 16. september 2024.

Kontaktinformation til parternes repræsentanter

Forsvarere:

For A, advokat Karina Skou.

For B, advokat Ulrik Henriksen.

Anklagemyndigheden:

Anklager Mathias Nysom Petersen