Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

30 nov 2023

Vestre Landsret

Dom om seksuelle overgreb mod to mindreårige piger

S-1205-23

Vestre Landsret har den 30. november 2023 afsagt dom i en nævningesag, hvor en nu 18-årig mand blev idømt fængsel i 5 år og 6 måneder. Manden blev desuden pålagt bolig- og besøgsforbud indtil videre.

Manden blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse begået i en periode fra april 2020 til juni 2022 over for sin halvsøster, der var født i 2009, og i adskillige gange i samme periode at have tiltvunget sig samleje og andet seksuelt forhold end samleje med halvsøsteren.

Manden blev desuden i både byretten og landsretten fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse over for halvsøsterens veninde, der ligeledes var født i 2009, og i at have skaffet sig andet seksuelt forhold end samleje med hende. Forholdet var begået i december 2021.

Halvsøsteren blev tilkendt en godtgørelse for tort på 150.000 kr., og veninden blev tilkendt en godtgørelse for tort på 25.000 kr.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-1205-23, 4. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.