30 mar 2021

Procesbevillingsnævnet

Om værneting efter Lugano-konventionen

Procesbevillingsnævnet har den 26. marts 2021 meddelt tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 25. januar 2021 (BS-46875/2020-VLR)

I 2008 indgik en dansk bank en aftale om en driftskredit for et dansk selskab, hvilken driftskredit en borger og et schweizisk selskab påtog sig at kautionere for.

Aftalen indeholdt en værnetingsklausul, hvorefter retssager i henhold til den aftalte kaution skulle anlægges i Danmark ved bankens hjemsted.

Aftalen var udfærdiget på bankens brevpapir og var underskrevet af borgeren, men ikke af banken.

I 2012 fremsatte banken krav over for borgeren om indfrielse af kautionsforpligtelsen, der på dette tidspunkt udgjorde cirka 1.000.000 kr.

I 2019 rettede banken på ny krav mod borgeren med påstand om indfrielse af den pågældende kautionsforpligtelse.

Banken udtog i maj 2019 stævning mod borgeren ved Retten i Hjørring med henvisning til, at borgeren havde fast ejendom i Hjørring retskreds. Banken anmodede herefter om, at sagen blev henvist til Retten i Aalborg med henvisning til, at banken havde hjemsted i denne retskreds. 

Borgeren påstod sagen afvist med henvisning til, at der ikke var værneting for bankens krav her i landet.

Byretten henviste sagen til Retten i Aalborg

Byretten bemærkede, at det følger af Lugano-konventionens artikel 23, stk. 1, litra a, at en aftale om værneting skal være skriftlig. Byretten anførte herefter, at fortolkning af Lugano-konventionen skal ske under anvendelse af den fortolkningsmetode, der anvendes af blandt andet EU-Domstolen vedrørende de tilsvarende bestemmelser i EF-Domskonventionens artikel 17 og EU-domsforordningens artikel 25, og at en sådan fortolkning medførte, at kravet om skriftlighed kun er opfyldt, såfremt begge parter har underskrevet aftalen om værneting.

Da kautionsaftalen og den deri indeholdte værnetingsklausul ikke var underskrevet af begge parter, fandt byretten, at værnetingsaftalen ikke opfyldte skriftlighedskravet i Luganokonventionens artikel 23, stk. 1, litra a.

Byretten anførte yderligere, at da det følger af Rom-konventionens artikel 4, stk. 5, 2. pkt., at hvis ”det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land”, skal der ses bort fra formodningsreglerne i stk. 2-4.

Byretten fandt herefter, at det af omstændighederne i sagen som helhed tydeligt fremgik, at kautionsaftalen havde en nærmere tilknytning til Danmark end til Schweiz i henhold til Rom-konventionens artikel 4, stk. 5, 2. pkt.

Byrettens kendelse blev efterfølgende med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for landsretten

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med en ændret begrundelse

Landsretten henviste navnlig til, at EU-domstolen vedrørende prøvelsen af værnetingsaftaler efter de ligelydende bestemmelser i Domskonventionen og Domsforordningen i flere afgørelser har fastslået, at den ret, for hvilken en sag er indbragt, skal efterprøve, om den værnetingsaftale, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje, som skal være udtrykt klart og præcist, og at formkravene i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, i den forbindelse skal sikre, at den samstemmende vilje faktisk er godtgjort.

Landsretten bemærkede herefter, at værnetingsaftalen fremgik tydeligt af driftskreditten, der var udarbejdet af banken, og at aftalen var underskrevet af borgeren, og at værnetingsklausulen derfor er en del af et skriftligt aftalegrundlag, der er udtryk for parternes samstemmende vilje.

Under de omstændigheder fandt landsretten efter en samlet vurdering, at formkravet om skriftlighed i Luganokonventionens artikel 23, stk. 1, litra a, var opfyldt.

På denne baggrund stadfæstede landsretten kendelsen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/03652.