Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

29 sep 2023

Tinglysningsretten

Tillæg til ejerforeningsvedtægt kunne tinglyses

Dom afsagt: 29. september 2023

V.L.K. af 29. september 2023 V.L.B.-0241-23 (23/37690).

En ejerforening bestående af 9 ejerlejligheder havde som udgangspunkt normalvedtægten - med enkeltstående tinglyste fravigelser - som vedtægt. Ejerforeningen vedtog nu på generalforsamling yderligere fravigelse fra normalvedtægten, idet man vedtog, at ejerlejlighederne ikke må anvendes, sælges eller udlejes til salg, forarbejdning eller servering af fødevarer, herunder ej heller til pizzaria, burgerbar, café, restauration, bar o.lign., som kan medføre gener i form af lugt, røg, støj, herunder høj musik, for ejendommens øvrige beboere, ligesom der ikke måtte være udeservering foran ejendommen, samt at overtrædelse af forbuddet kunne håndhæves af ejerforeningen med bod og eksklusion. To ejere protesterede på generalforsamling mod denne ændring af vedtægten, idet de anførte, at lejeindtægt for deres lejligheder vil blive begrænset, og at de påføres tab, hvorfor vedtagelse fordrer enstemmighed.

Tinglysningsretten afviste tinglysning af vedtægtsændringen, da den gjorde indgreb i ejerens særråden.

Landsretten ændrede afgørelsen, med bemærkning, at vedtægtsændringen er vedtaget i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser om proceduren herfor, herunder med kvalificeret majoritet som foreskrevet. Vedtægtsændringen findes efter det foreliggende ikke at indebære et indgreb i ejernes individuelle rettigheder over lejlighederne på en sådan måde, at der er et åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materiel ugyldig. Landsretten bemærker, at en endelig stillingtagen til vedtægtsændringens materielle gyldighed vil skulle afgøres ved et eventuelt civilt søgsmål.